Fortsæt til indhold

Team HK Køge starter og slutter mod BK Ydun

I den nye 2013/14 sæson i 2. Division Øst.

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Dansk Håndbold Forbund har nu fået strikket programmet sammen til den nye håndboldsæson 2013/14, der for de fleste rækkers vedkommende tager sin begyndelse den sidste weekend i september.
Team HK Køges ambitiøse herrehold i 2. Division Øst er til sæsonen kommet i pulje med følgende 11 modstandere:
FIF, Øresund Håndbold, BK Ydun, Holte IF, IF Stadion, HIK, Rødovre HK, Team Sydhavsøerne 2, Amager SK, Ajax 2 og Albertslund/Glostrup Håndbold.
Team HK Køge starter sæsonen med en hjemmekamp i Køgehallen mod BK Ydun - og de to klubber står også over for hinanden når sidste spillerunde afvikles den 13. april.
Der er iøvrigt travlhed i kulisserne i Team HK Køge i forbindelse med at få alt klar til den store opvisningskamp mod KIF Kolding København torsdag den 8. august kl. 19.00 i Ravnsborghallen i Køge.
Billetsalget til denne håndboldlækkerbidsken er i fuld gang, og foregår mandag-torsdag kl. 9-17 og fredag kl. 9-15 på Lørdags-Avisens kontor på Galoche Allé 16 i Køge.
Billetter kan også bestilles ved telefonisk henvendelse til Kent Ankersen fra Team HK Køge på tlf. 2027 0579.