Fortsæt til indhold

Det bliver stort!

Anfører Brian Ankersen glæder sig til storkampen mod KIF Kolding København torsdag aften i Ravnsborghallen.

Arkiv
Per Møller

ANFØRER: Sidste år på samme tid skulle Team HK Køge have taget hul på sæsonforberedelserne med en opvisningskamp mod det daværende storhold i dansk håndbold, AG København. Men mindre end en måned før kampen skulle afvikles, blev AG København erklæret konkurs, og billetterne, der allerede i maj måned var blevet solgt på nærmest rekordtid, måtte refunderes til billetkøberne.
- Ja, det var en kæmpe skuffelse at den kamp gik i vasken. Truppen havde set frem til kampen med store forventninger og fra klubbens ledelse var der lagt rigtigt mange kræfter i arrangementet. Så det var rigtigt surt, husker Brian Ankersen, anfører på Team HK Køges bedste herrehold.
Derfor er glæden over, at det ret hurtigt efter lykkedes Team HK Køges ledelse at få arrangeret den forestående opvisningskamp mod KIF Kolding København ekstra stor hos spillere, trænere og ledere.
- En perfekt gulderod til opstarten til den nye sæson, siger Brian Ankersen.
Truppen har, efter sidste sæson sluttede i slutningen af marts måned, holdt pause i april måned. I maj og juni måned stod den på tre gange ugentlig træning, med bl.a. fysisk træning på programmet. I juli måned har der været sommerferie, men alle spillere fik et træningsprogram med hjem som de skulle følge for at være så godt forberedt som muligt til truppen igen samledes den sidste uge i juli. Den første weekend i august er der planlagt træningssamling fredag og lørdag på Haslev Idrætsefterskole.
Herefter samles truppen til træning mandag og tirsdag - inden det torsdag aften går løs mod KIF Kolding København i Ravnsborghallen.
- Det bliver en drøm at løbe ind i en fyldt Ravnsborghallen til mødet med et hold og spillere man ellers kun ser på TV. At stå overfor navne som Kasper Hvidt, Joachim Boldsen, Lars Jørgensen o.s.v. Det bliver stort. Og jeg håber, at vi på en god dag kan matche dem i første halvleg, men hvor vi nok skal forvente at de vil trække fra i anden halvleg. Teknisk er jeg ikke bange for udfordringen - men fysisk forventer jeg at der er en verden til forskel på de to hold. Også for vore mange unge ambitiøse spillere bliver det en stor aften. Det vil komme til at mærke hvad der kræves for at komme op på det internationale niveau, som KIF befinder sig på, siger Brian Ankersen.

Oprykning er målet

Efter KIF kampen bliver det igen hverdag for Team HK Køge truppen - og sigtekornet stilles ind på den kommende 2013/14 sæson i 2. Division Øst, hvor klubbens store mål er en placering i Top 3.
- Vi har godt halvanden måned til at komme helt op hvor vi skal være til det går løs med den første hjemmekamp mod BK Ydun den 29. september i Køgehallen. Den kommer til at stå på tre gange ugentlig træning samt en del træningskampe og en træningsturnering i Jylland i slutningen af august, fortæller Brian Ankersen, der er glad for den glød og entusiasme der er i både første- og andetholdstruppen.
- Vi har fået en god tilgang og vi er oppe på 25-28 mand til træning. Det er flot. Og hånden på hjertet, så bliver jeg skuffet hvis vi ikke slutter i Top 3. Og helst nummer et som giver direkte oprykning til 1. Division eller nr. 2 som giver oprykningsspil mod et af bundholdene i 1. Division. Det kan godt blive vanskeligt. Men hvorfor ikke snuppe førstepladsen - så er vi ude over de spekulationer, siger Team HK Køge-anføreren, der venter en meget hård og jævnbyrdig række - med FIF, BK Ydun og IF Stadion som de værste udfordrere.

God sponsoraftale rykker

Team HK Køge er en klub i rivende udvikling - både på senior- som på ungdomssiden.
- Der bliver virkelig arbejdet seriøst på at gøre Køge til en stor klub i dansk håndbold. Og et af de væsentlige skridt i den retning blev taget i foråret hvor man indgik en stor sponsoraftale med Spar Nord Køge. Sammen med klubbens øvrige sponsorer er den aftale virkelig noget der rykker og giver muligheder for videre udvikling, mener Brian Ankersen.
- Et yderligere boost ville være nogle bedre faciliteter end dem, klubben bliver budt i dag. Derfor vil opførelsen af det nye Køge Stadion blive en fantastisk ting for håndboldklubben - og for de øvrige klubber og foreninger i byen. En ny idrætshal i den sydvendte endetribune vil virkelig kunne give nogle forhold for spillere og publikum som kan løfte klubben det sidste stykke mod en plads blandt de bedste. Når en by som Ringsted, der er mindre end Køge, kan skabe perfekte rammer for tophåndbold bør Køge også kunne gøre det, slutter Brian Ankersen.