Fortsæt til indhold

Utraditionel ringriderfrokost fejrede jubilæum

Det er ikke kun mænd der mødes til ringriderfrokost

Arkiv
Mikkel Hansen

Ringriderfrokost i Sønderborg er en mandeting.
Sådan er det i hvert fald officielt, men det er kvinderne nu ret ligeglade med. De holder bare deres egen. Og i år fejrer en af de ældste kvindefrokoster jubilæum.
Det hele begyndte for 35 år siden, da en gruppe 15-16-årige ridepiger lavede deres egen frokost. Begyndelse var ydmyg med madpakker på stranden ved den sorte badeanstalt.
"Vi var kun store piger dengang. Men vi ville med til festen, og det skulle ikke kun være mændene, der mødtes til frokost," fortæller en af deltagerne, Lisbeth Jespersen.
I år mødes kvinderne for 35. gang, og der har stort set ingen udskiftning været i gruppen.
"Vi kender alle hinanden fra tiden på den gamle rideskole på ringriderpladsen, og vi har holdt fast i frokosttraditionen lige siden," fortæller Joan Clausen. der er med til at arrangere årets fest.
I dag er kvinderne spredt ud over hele landet, men størstedelen møder alligevel trofast op år efter år på ringridermandag. I år har 28 kvinder meldt sig klar til mandagens fest; bl.a. tager en kvinde turen hele vejen fra Hamborg for at være med.
"Mange af os ser jo ikke hinanden til hverdag, så det er fantastisk at kunne mødes på denne måde. Vi falder hurtigt ind i vores gamle roller, og vi glemmer hurtigt, at vi ikke har set hinanden i et år," siger Joan Clausen.
Stort set alle deltagerne har selv redet med til ringridning.
"Da vi var unge gik vi næsten direkte fra galgerne til ølteltene. Med det samme vores heste var i stalden, gik vi til ølteltene stadig iført vores ridetøj. Det ser man ikke mere. Vi havde ikke mange penge dengang, men hvis vi var heldige kunne vi sælge vores rytterkranse for et par øl," fortæller Joan Clausen.
I dag har de fleste kvinder lagt ridesporten på hylden, men der er stadig en håndfuld aktive ryttere.
"Vi har en fast tradition om, at aktive ryttere, der har jubilæum ved ringridning skal give en flaske sprut for hvert årti, de har redet med."
Kvindernes frokost har også en fast æresgæst.
"Vores gamle ridelærer Sigrid Christensen på 72 år er også med hvert år. Hun var som en moderfigur for os, da var vi unge. Hun lærte os meget om ridning, og hun var også god til at sætte os i sving med kosten," siger Lisbeth Jespersen.
Kun enkelte mænd har fået lov til at være med til frokosten. Ved særlige lejligheder har et par mandlige ryttere været med til frokost - som serveringspersonale.
"Til frokosten har vi en række faste traditioner. Vi har f.eks. nogle helt bestemte sange, der skal synges, og de er ikke helt stuerene. I år uddeler vi også jubilæumssløjfer til alle deltagerne," fortæller Joan Clausen
Jubilæumsfrokosten er i år henlagt til Bella Italia, hvor maden - og de våde varer - indtages, inden turen går til Ringriderpladsen.