Valgkampen er skudt i gang
De to familier sad omkring middagsbordet efter svampeturen. Efter en pludselig indskydelse slog værten op i svampebogen, rystede på hovedet og sagde: - Ak ja! Nu kan kun en trykfejl redde vores liv.. Denne lille historie dukkede - helt og aldeles ude af enhver sammenhæng - op i underbevidstheden, da redaktionen besluttede at lade viceborgmester Niels Ulsings tilbageblik på de sidste små fire års hændelser i kommunalbestyrelsen blive forsiden på denne uges avis. Han har naturligvis en pointe, når han giver udtryk for, at mange borgere og politikere fra den modsatte politiske fløj har en interesse i at sætte Hvidovre og den politiske ledelse i et dårligt lys. Det arbejder de benhårdt på - ingen tvivl om det. Han har bestemt også en pointe, når han giver udtryk for, at der er sket meget positivt i Hvidovre i løbet af den nuværende valgperiode. Kommunens socialdemokratiske borgmester, Helle Adelborg, har ved flere lejligheder pointeret det ret så tankevækkende i, at så mange vælger at flytte tilbage til Hvidovre, efter at de i en periode af deres liv har boet uden for kommunegrænsen. Ingen tvivl om, at Hvidovre på mange måder er et godt sted at bo. Ulsing fremhæver imidlertid - på samme måde som Adelborgs parti gør i sit valgprogram - en længere række af positive tiltag, besluttet og sat i søen, i løbet af de sidste små fire år. Det er rigtigt, at disse tiltag er vedtaget under ledelse af Hvidovres ¿røde regering¿ - men bestemt ikke alle positive vedtagelser et stemt hjem med 11 eller 12 stemmer. Oppositionen har også lagt stemmer til mange af beslutningerne. Desværre har de sidste små fire år i kommunalbestyrelsen dog været præget af flere ret så voldsomme verbale slagsmål og afstemninger, hvor det snævre røde flertal har truffet beslutningerne. Når det fremhæves fra oppositionens side, er der ikke tale om drilleri, manglende respekt eller en gryende valgkamp på falske præmisser. Det er fakta.