Fortsæt til indhold

Når glasset er helt fyldt

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

ER GLASSET HALVTOMT, eller er det halvt fyldt, lyder et gammelt mundheld. Det fortæller om forskellen på pessimister og optimister, der kan få helt modsatte konklusioner ud af samme kendsgerning. Sådan oplevede vi det også på Roskilde Avis, efter at vi bragte nyheden om, at ’Hver 4. indvandrer er på støtten’. Sådan et tal siger imidlertid ikke så meget i sig selv. I samme artikel blev det derfor også fremhævet, at blandt alle Roskilde-borgere i samme arbejdsdygtige alder er mere end hver femte på offentlig forsørgelse – samt ikke mindst at vores kommune klarer sig bedre end gennemsnittet af dem, som der normalt sammenlignes med. Her er det næsten hver tredje blandt indvandrere, deres efterkommere og flygtninge, som ikke har deres eget udkomme. DE AUTOMATISKE REAKTIONER kom helt som forventet fra både den ene og den anden side. Nogle mener, at det er stempling af en hel befolknings-gruppe, at trykke sådan en artikel i avisen, selv om den var sat i forhold til de vigtige og sammenlignelige tal. Andre får det ud af historien, at nu skal de gå og betale mere til indvandrerne. Men begge dele er lige forkerte og kortsynede. DEN VÆRSTE DISKRIMINATION er efter min opfattelse at behandle et mindretal, enten det drejer sig om indvandrere, særlige sociale klasser i samfundet, trosretninger osv., anderledes end andre. Normale nyheds-kriterier må også gælde, når det handler om folk, der er mere solbrændte end gennemsnittet. Eller hvis de tror på Allah samt tjener over eller under en million om året. Alt andet bliver nedladende bedre viden, og det fremmer i hvert fald ikke nogen integration eller bedring af situationen, hvis man ikke starter med kendsgerningerne. TALLENE VISER på én gang, at både alt for mange indvandrere og roskildensere som helhed er på offentlig hjælp. Enhver indsats, der kan hjælpe til, at flere klare sig selv, vil altså være god for vores kommune. Derfor er der eksempelvis grund til at rose den ’lokale akut-pakke’, som et fornuftigt flertal i byrådet fik vedtaget i slutningen af 2012. Samtidig gør Roskilde vel også noget rigtigt, når det kun er hver fjerde indvandrer, der ikke kan klare sig hos os, mens det er hver tredje i andre kommuner. Så gælder det om at holde fast i de gode foranstaltninger her – og forstærke dem for at skabe endnu bedre resultater. INDSATSEN STARTER naturligvis allerede i daginstitutioner og skoler. Selvfølgelig har elever, hvor hverdagssproget hjemme ikke er dansk, eller hvor forældrene ikke har så gode forudsætninger for at hjælpe børnene med lektier, sværere ved at følge med i skolen. Alt andet ville være meget mærkeligt. Derfor var det godt at byrådet i foråret fik stoppet et forslag, som ubetænksomme politikere var hoppet med på, om at skære i den ekstra undervisning på kommunens skoler med mange to-sprogede. Det havde været en sikker vej til mere ghetto – og flere på offentlig forsørgelse. SÆRLIGT PIGERNE med indvandrer-baggrund klarer sig godt i Roskilde. Jeg har mødt adskillige af disse unge kvinder, der er fuld af energi og virkelyst. De gør en stor indsats, ikke mindst med deres gode eksempel, for at trække flere af deres landsmænd med ind til en aktiv tilværelse i vores lokale samfund. Derfor skal vi – uden at fortie nogle tal, der kan forbedres - opmuntre og støtte dem. Vi må udvide alle aktiviteter, der kan fremme integrationen i Roskilde. Det er både en økonomisk nødvendighed og i vores fælles interesse. Vi kan først være helt tilfredse på dette område: NÅR GLASSET ER HELT FYLDT