Fortsæt til indhold

Kom på havevandring i årets have

Rita og Bruno Schurmann i Gadbjerg byder indenfor til havevandring i årets have 2012

Arkiv
Arkiv

Ritas Have i Gadbjerg byder i den kommende tid på havevandringer i den store have. Haven ligger omkring Sejersmosegård ved Gadbjerg. Årets Have 2012 er 1500 m2 stor landbohave, der byder den besøgende velkommen med en række rødbladet spidsløn og georginer i indkørslen til haven.
Gårdspladsen er et farveorgie indrammet af bygninger på alle fire sider. Over alt er der mange krukker med kæmpestore hortensiaer som er valgt på grund af den lange blomstringsperiode.
Årets Have bærer præg af at være en samlerhave, og Rita og Bruno har plantesamling som fælles hobby. Samlingen rummer mange forskellige stauder og et kæmpestort antal stenbeds- & sukkulentplanter, der alle er i vinterhi og atter udendørs, når frosten er ved at være på retur. Flytningen af planter ind og ud er et ganske omfattende arbejde.
Den store frodige have er opdelt i mange bede blandet med gamle brugsting. De fritliggende bede med græs omkring giver mulighed for at studerer mange af blomsterne fra alle sider.
En stor interesse for at samle på sjældne træer og buske kan ses rundt omkring i haven. Roser og liljer er der også mange af.
Rita og Bruno går op i haven med liv og sjæl og er fælles om alt sliddet og slæbet. Haveglæden holder dem i ånde. Når der ikke arbejdes med vanding, gødning og alle opgaverne med at binde op og pille visne blomster af, skal der også være tid til at nyde haven. Det kan foregå i den dejlige udestue eller på én af terrasserne udenfor. Om sommeren er ejendommens store dobbeltgarage lavet om til en hyggelig kaffestue.

Ritas Have er åben:
Lørdag den 27. juli og søndag den 28. juli.
Lørdag den 3. august og søndag den 4. august.
Lørdag den 10. august og søndag den 11. august.