Åbne døre i sommervarmen gør det lettere for tyvene
Flere ældre i Haderslev bestjålet mens de var hjemme
Ældre borgere i Haderslev har inden for de seneste dage været udsat for tyverier og har fået stjålet penge.
Fælles for tilfældene er, at tyverierne fandt sted, mens folk var hjemme, men havde uaflåste døre.
Senest er det gået ud over en 94-årig kvinde på Bakkebo i Haderslev, som har fået stjålet en taske med en pung med 800 Kr. i kontanter.
Ifølge politiet er tyven via en åben terrassedør smuttet ind i den ældre kvindes lejlighed og har taget tasken.
Tyveriet er sket mellem mandag og onsdag.
En 74-årig kvinde på Postgården i Haderslev har oplevet noget lignende og ligeledes fået frastjålet en taske med en tegnebog, der indeholdt 2700 kr. i kontanter. Tyven kom ind i boligen gennem en åbentstående dør.