Fortsæt til indhold

20.000 gode grunde til at være glade i Dueslaget 1

Arkiv
Arkiv

BJÆVERSKOV: Selvom der er mange måneder til juleaften, kan børnehavebørnene i Dueslaget 1 i Bjæverskov godt begynde at glæde sig.
Før sommerferien deltog flere af Køge Kommunes dagtilbud nemlig i en konkurrence arrangeret af firmaet Kompan-Dica, der bl.a. udvikler læringsspil til de 3-6-årige. En af de mange præmier, som var på højkant, var en check på 20.000 til Kompan-Dicas produkter, og det var denne præmie, som de i Dueslaget 1 blev de heldige vindere af.
Forleden blev checken overrakt og i forbindelse med, at Thomas Gislinge fra Kompan-Dica overrakte den, var der sørget for boller og frugt med flag i til alle børnene.
- Når noget så godt som det her sker, så skal det fejres, sagde den køkkenansvarlige i Dueslaget 1, Jane Jørgensen.
Hvad de mange penge skal bruges til, bliver først besluttet på et bestyrelsesmøde efter sommerferien.
Men hvis de voksne skulle få svært ved at finde på noget, har flere af børnene i Dueslaget 1 gode forslag; Frederikke kunne godt tænke sig, at der kom en ny rutsjebane, og Mikkel synes, at et nyt legekøkken ligesom det han har derhjemme, kunne være en super god idé.
pm