En hjælpende hånd til små virksomheder
Nyt projekt fra Offshorenergy.dk skal bygge bro mellem lokale mikrovirksomheder og offshoreindustrien
Mens andre industrier kører i lave omdrejninger, er der én industri, som kører i racergear - offshoreindustrien. Mange underleverandører til olie- og gasproduktionen på Nordsøen og havvindmølleindustrien oplever vækst, og væksten ser ud til at fortsætte mange år frem.
Det giver plads til flere underleverandører med specialviden og leverandører inden for nicheområder, og branchen har brug for mange nye leverandører. Da offshoreindustrien er koncentreret i Esbjerg, tilbydes udvalgte lokale virksomheder derfor gratis hjælp til at komme ind på det lukrative marked.
Et nyt erhvervsfremmeprojekt med det nationale videncenter for offshoreindustrien, Offshoreenergy.dk i spidsen har modtaget økonomisk støtte til at hjælpe i alt 75 såkaldte mikrovirksomheder, heraf forventes det, at en tredjedel vil komme fra Esbjerg.
"Efterspørgslen efter alt fra rådgivningsvirksomheder til produktionsvirksomheder er stor i offshoreindustrien, og mange ville på få år kunne skabe en betydelig indtjening, hvis de blot ville satse på offshoreindustrien. Desværre oplever vi ofte, at virksomhederne tøver eller har svært ved at få fodfæste, fordi offshoreindustrien er en reguleret industri med høje kvalitets- og effektivitetskrav samt krav om certificering," fortæller projektchef Marianne Thorlund Tølbøll, Offshoreenergy.dk.
En hjælpende hånd
Offshoreeergy.dk er med støtte fra Esbjerg Kommunes pulje til vækstfremme gået sammen med Erhvervsakademi SydVest og Esbjerg Erhvervsudvikling for at opsøge nye virksomheder med lyst til at arbejde i offshoreindustrien og tilbyde dem en hjælpende hånd til at etablere sig i sektoren.
"Vi ved, virksomhederne er derude. Og vi ved, mange af dem er rigtig dygtige inden for deres felt. Vi har gennem samtaler med udvalgte virksomhedsledere afdækket en række faktorer, som medvirker til, at virksomhederne tøver, og nu giver vi virksomhederne det sidste lift på vejen, så de får hjælp til at nedbryde de barrierer," siger Marianne Thorlund Tølbøll.
Det nye erhvervsfremmeprojekt har fået titlen ”Mikrovirksomheder i offshoresektoren”, og i alt 75 virksomheder med under 10 ansatte og en omsætning på under 15 millioner kroner om året kan deltage. Der skønnes at være 7000 mikrovirksomheder i Danmark, heraf vurderes de 350 at være relevante for offshoreindustrien. Omkring 100 af disse virksomheder er beliggende i Esbjerg, men projektet henvender sig til virksomheder i hele landet.
Interesserede virksomheder kan henvende sig til Offshoreenergy.dk og få mere at vide om mulighederne.