50 år
Advokat Thomas Ryhl, Herringløse, der er partner i firmaet MAQS Law Firm, fylder 50 år 23. juli. Som ung var han formand for ungdomsudvekslings¬organisationen Dansk AFS og læste han kultursociologi med studieophold i både Uppsala, Rom og Reykjavik. Desuden boede han et år i Frankrig, et år i Kenya og et år i Zambia. Jurastudiet blev derefter færdiggjort på rekordtid i 1995, trods fuldtidsarbejde ved siden af i SOS International. Thomas Ryhls viden om og interesse for folkeret og internationale forhold førte i 1997-98 til ansættelse i New York som Deputy Chief for Legal Section i FN’s Udviklingsprogram, UNDP, hvor han skulle procedere på både spansk, fransk og engelsk, ligesom han i årrække havde et bijob som manuduktør og siden ekstern lektor i EU- og folkeret på Københavns Universitet. Han er fortsat en populær underviser på kurser for advokater og har desuden skrevet en række artikler og en bog om EU-ret og ført en stribe principelle retssager på området. Ikke færre end 11 forskellige sprog behersker han. eksemplevis portugisisk, islandsk og russisk, hvilket i studieårene skaffede ham praktisk indsigt i juraen som tolk under Rigspolitichefen. Privat bor han i den nordøstlige del af Roskilde kommune sammen med hustruen Charlotte, der også er advokat, og børnene Anker, Erik og Ellen Marie på 11, 10 og 9. Fritiden går med shetlandsponyer, vandreture, foreningsarbejde og politik, ligesom teater, litteratur og musik i mange afskygninger nydes i gode venners muntre selskab.