Fortsæt til indhold

Tanglopper og myrer i kæmpestørrelse

Onsdag og torsdag bliver små dyr store hos Randbøldalmuseet

Arkiv
Jørgen Flindt

Vejle Å er fyldt med små og lidt større dyr, men hvis de dyr forstørres op, ja så åbner en helt ny verden sig for en.
For når dyrene er så små, ved vi jo ikke helt, hvordan de ser ud.
Men det rådes bod på, når RandbøldalMuseet byder på tur ud i de små dyrs riger.
Onsdag er det vandet, der er i centrum.
"Vi går en tur langs åen og fanger tanglopper, hundestejler, vandbænkebidere og andet vandkræ. Så går vi tilbage og ser sammen vores fangst i stor forstørrelse i Regnars og Peers forundrings- og forstørrelsesværksted," lyder det på museets hjemmmeside.
"Tør man deltage på en spændende ekspedition under jorden, møder man op med gummistøvler. Medbring godt fodtøj og eventuel en frokostkurv. Det er især for børn med voksne," lyder det.

Skovdyr

Torsdag 25. juli kan man så se en myre på en halv meter. Ok, ikke helt, men igen er det tid til at indfange små dyr, men dennegang i skoven, og så skal de ellers nærstuderes i et forstørrelsesglas, inden dyrene atter sættes ud i friheden.
Begge dage er der start klokken 10, hvor man samles og går ud i samlet flok under kyndig vejledning af biolog og naturvejleder, Peer Høgsberg.
"Det er en rigtig god tur for både børn og voksne. Og når vi så har indfanget nogle dyr, går vi tilbage til museet, hvor vi kan forstørre dyrene og se dem på en stor tv-skærm. Og det er altid klart sjovest at se på et dyr, man selv har fanget," siger Peer Høgsberg. Hvis man ikke lige kan være der klokken 10, kan man dog selv gå ud og fange nogle dyr, og tage dem med tilbage til museet og naturvejlederen.