Fortsæt til indhold

60 år

Arkiv
Arkiv

Formanden for AOF-Roskilde, Brian Mortensen, fylder 60 år tirsdag den 30 juli. Han er opvokset på Sct. Jørgensbjerg. Faderen arbejdede på det gamle svineslagteri ved Køgevej, mens moderen havde forskellige små jobs. Efter folkeskolen kom Brian i lære som tømrer hos det kooperative firma Webers Efterfølger, der havde til huse i Allehelgensgade. Bebyggelsen Tømmergården i Lammegade er opkaldt efter firmaets gamle tømmerplads. Som svend har Brian Mortensen arbejdet i en lang række firmaer, og i en periode stod han også som fagglærer for skolepraktik på Teknisk Skole. I de senere år har han arbejdet lidt som selvstændig, samtidig med at passer jobbet som pedel eller handymand på Hospice i Trekroner.

Oplyst demokrati

Folkeoplysningen er Brian Mortensens helt store interesse, og i de sidste 22 år har han været formand for Arbejdernes Oplysnings Forbund i Roskilde. Sammen med en række skoleledere, senest Peter Munk Jørgensen, har han sørget for, at AOF-Roskilde har bevaret den position som Roskildes førende aftenskole, som tidligere borgmester Henrik Christiansen i sin tid skabte. - Vi hjælper nogle af de lidt 'skæve eksistenser' med at lære mere, og den almene folkeoplysning, hvor alle danskere har mulighed for at lære mere, er faktisk en vigtig forudsætning for vores demokrati, mener fødselaren. Selv er han præget af et aldrig svigtende humør og de slagfærdige replikker, som man lærer sig, hvis man for alvor skal begå sig i en skurvogn på byggepladserne. Fritiden bruges blandt andet til ferier på Tenerife, som han besøger mindst en gang om året med fru Gitte samt børn eller børnebørn. Fødselsdagen markeres senere ved en reception i AOF, når aftenskolernes sæson starter.