Fortsæt til indhold

- Det skal nok vende

Arkiv
Henrik Wanscher

Interessen for at komme ind på en videregående uddannelse er på landsplan stigende, men RUC halter bagefter.
På de andre store universiteter har man kunnet registrere en fremgang i ansøgningstallet på helt op til 36 procent for DTU.
Men hos den lokale uddannelsesinstitution er der trillet fem procent færre ansøgninger ind i forhold til sidste år.
- Jeg tror, at en af årsagerne til faldet er, at flere af vores uddannelser henvender sig til markeder, der for tiden er pressede, siger RUCs rektor Ib Poulsen.
- Vi har især kunnet notere et fald i ansøgninger til de samfundsvidenskabelige linjer, tilføjer han.

Københavnere vælger nordjyder

RUC-rektoren mener også, at konkurrence fra Aalborg Universitet er med til at hive ansøgertallet ned. Det nordjyske universitet har nemlig en afdeling i den københavnske Sydhavn, der tilbyder linjer, som ifølge Ib Poulsen ligner, hvad den roskildensiske institution kan tilbyde.
Rektoren tror, at mange københavnere har valgt at gøre brug af uddannelses-tilbuddene i Sydhavnen for at slippe for køreturen til Roskilde.
Men Ib Poulsen har en plan for, hvordan man skal genvinde terræn.
- På RUC vil vi nu arbejde endnu hårdere for at vise folk, at vi kan noget helt specielt.
- Med vores system, hvor man først vælger, hvad man skal specialisere sig i efter et år, er vi gode for de studerende, der ikke fra starten er stensikre på, hvad de vil læse, siger han.

Ikke en katastrofe

Helt generelt tager den roskildensiske rektor faldet i ansøgning til RUC med ophøjet sindsro.
Udover tiltroen til kvaliteterne ved det lokale universitets særlige tilgang til undervisningen, påpeger Ib Poulsen også, at området omkring RUC i fremtiden vil hive studerende til.
Han nævner en række igangværende projekter, der blandt andet betyder, at et studenterhus vil stå klar i Trekroner en gang til efteråret.
- Jeg er ikke voldsomt bekymret over de nye tal, siger RUC-rektoren og tilføjer:
- Men jeg er opmærksom på, hvordan tingene ser ud, og vi skal selvfølge arbejde hårdt på at vende udviklingen.