Bilerne i Varde må vige for cyklisterne i Post Danmark Rundt i dag
Flere gader og veje i Vardes indre by bliver spærret for både trafik og parkering, når cykelrytterne drøner frem mål målstregen
I eftermiddag brager deltagerne i årets Post Danmark Rundt ind i Varde via Nordre Boulevard. Efter alle solemærker at dømme sker det omkring eller lidt efter klokken 16.00 – og herefter går det stærkt på tre rundstrækninger i Varde Centrum, inden deltagerne spurter over målstregen ud for Stausvej på Lundvej.
"Men dagen igennem bliver der masser af aktivitet og underholdning rundt om både i centrum og ved målområdet. Det betyder, at den øvrige trafik bliver påvirket af dagens arrangement – og enkelte steder bliver der helt lukket af for såvel trafik som parkering," fortæller Rune Christoffer Olesen, der er Varde Kommunes koordinator på begivenheden.
"Eksempelvis vil Lundvej, på strækningen fra Østervold til Palludansvej være spærret for både trafik og parkering i tidsrummet fra klokken 9.00 til 19.30.
En række øvrige gader og veje i midtbyen bliver også berørt af løbet. Det er en del af Ringkøbingvej, Palludansvej, Frisvadsvej, Møllevej Nørrevold, Kærvej, Vestervold, Skolegade, Kirkepladsen, Torvegade, Storegade, Østergade og altså Lundvej, hvor målstregen er ”kridtet op”.
"På disse gader og veje er der spærret for trafik mellem klokken 16.15 og 17.00, mens der er lukket af for parkering i tidsrummet fra klokken 9.00 til 17.00," fortsætter Rune Christoffer Olesen.
Interesserede kan i øvrigt læse meget mere om Post Danmark Rundt på Varde Kommunes hjemmeside www.varde.dk.