Fortsæt til indhold

Amerikansk back til Esbjerg

Arkiv
Arkiv

Den 29-årige amerikanske back Evan Stoflet har skrevet kontrakt med Esbjerg Elite Ishockey. Stoflet har tidligere spillet et enkelt år i den bedste danske liga. Herudover har han flere års spilleerfaring fra den amerikanske ECHL-turnering, hvor han bl.a. har spillet sammen med Colin Vock for Utah Grizzlies.
Hans professionelle karriere startede i 2000, og siden er det blevet til knap 300 kampe i ECHL. I 2011/12 spillede han 14 kampe som kaptajn for Copenhagen Hockey, hvorefter han for en stund vendte tilbage til ECHL. Nu har han så igen valgt at rejse til Danmark, og denne gang skal han være med til at styrke elite ishockeyen i Esbjerg.
Stoflets spillestil kendetegnes af hans hastighed på isen. Han er en stærk defensiv back, der reagerer hurtigt i hjørnerne og med et skøjteløb som passer godt til europæisk ishockey. Som person er han ambitiøs, og han har flere gange givet udtryk for sin store vilje til sejr.
"Vi har ønsket et stærkt hold med den rigtige sammensætning og rollefordeling, og der føler vi, at Stoflet passer rigtig godt ind. Vi ved fra de foregående sæsoner, at han og Colin Vock spiller godt sammen, og derfor glæder det os da rigtig meget, at vi har fået dem begge til Esbjerg," siger bestyrelsesformand Christian Rølmer Christensen
Evan Stoflet er født i Madison i Wisconsin og har spillet ishockey siden han som 6-årig lånte noget brugt udstyr af et familiemedlem. Han har sideløbende med ishockeyen også nydt glæde af golfsporten, men det er spillet på isen, han brænder for.
Han har igennem mange år været gode venner med Colin Vock, der også spiller for Esbjerg i den kommende sæson. De to spillere supplerer hinanden på isen, hvor Vock som angriber presser modstanderholdet og har en styrke omkring målet, mens Stoflet er hurtig med pucken og bestemt ikke uvant med at score mål.
"Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi er ambitiøse på vegne af ishockeyen i Esbjerg. Byen har stolte traditioner inden for sporten, og det er vigtigt at fastholde et højt professionelt niveau. Det føler vi, at vi med Stoflet opnår. Men det er naturligvis vores håb, at alle vores spillere vil udvikle sig yderligere under Mark Pedersons træning," siger Christian Rølmer Christensen.