Fortsæt til indhold

Kyllingekød til muslimerne, svinekød til resten

I Haderslev Kommune er bandlysning af svinekød ikke et tema

Arkiv
Fred Jacobsen

"Det er slet ikke et tema her. De børn med muslimsk baggrund, der ikke må få svinekød, får noget andet end de andre. For selvfølgelig respekterer vi, når nogle børn ikke må spise svinekød."
Det siger Karen Nedergaard, der er souschef i Søndergades Børnehave i Vojens, den eneste af Haderslev Kommunes i alt 27 børnehaver, hvor der er en madordning. Og det er børnehaven selv, der tilbereder maden.

Det er til at overskue

Der er 40 børn i daginstitutionen, hvoraf fire har en muslimsk baggrund.
"Så det er til at overskue", mener Karen Nedergaard.
Ifølge en artikel i Ekstra Bladet i begyndelsen af sidste uge har en del institutioner valgt helt at se bort fra svinekød i deres madtilbud. Hovedparten af disse institutioner ligger i og i nærheden af København, men der er også eksempler fra Jylland og Fyn.
Sådan er det dog ikke i børnehaverne i Haderslev Kommune.

Nej tak til madordning

En væsentlig forklaring er, at alle institutioner - ud over Søndergades Børnehave i Vojens - har takket nej til kommunens tilbud om at være med i en madordning. Her skal børnene med andre ord selv have deres madpakker med.
I de tilfælde, hvor der er særlige begivenheder eller månedlige maddage, er der mad uden svinekød til børn med muslimsk baggrund.
"Ved fødselsdage eller lignende, hvor vi eksempelvis laver pølsehorn, bruger vi kyllingepølser til de muslimske børn og pølser lavet af svinekød til de andre," fortæller pædagog Berit Bode fra Ryeshave Børnehave i Haderslev.
I dagligdagen styrer forældrene det selv gennem de madpakker, børnene får med.

Ingen politisk sag

Fra politisk hold er der ingen anledning til at behandle en sag om mad i daginstitutioner, mener Bent Iversen der er formand for Haderslev Kommunes Børne- og familieudvalg.
"Det er klart, at hvis alle institutioner i kommunen havde valgt at sige ja til en madordning, så ville vi skulle tage stilling til sådan et spørgsmål. Indtil videre har der ingen anledning været," fastslår en ferierende Bent Iversen via mobiltelefonen fra Toscana i Italien.
Haderslev skal hvert andet år tilbyde en madordning til byens daginstitutioner.