Fortsæt til indhold

Lis M. Fylder 70

Arkiv
Arkiv

En af Roskildes virkelig landskendte skikkelser, Lis Merete Frederiksen, fylder 70 år torsdag den 25. Juli og kan se tilbage på et begivenhedsrigt liv, både her i byeb og mange andre steder.
Hun er opvokset i Roskilde og blev holdt til bogen med en studentereksamen fra Katedralskolen, hvilket langt fra gjaldt for alle piger den gang. Som ung tog hun ud at sejle sammen med sin første mand, Rudi Frederiksen, som stadig ejer den kendte café i Djalma Lunds Gård.
Hun blev gravid men søgte og fik alligevel et job som journalistelev på Berlingske Tidende, og dermed startede en karriere, som førte hende vidt omkring.
I mange år var hun en kendt stemme på regionalradioen, og siden kom hun også til TV-Avisen, hvor hun sluttede som chef.
Derfra gik turen til en nyoprettet stilling som informationschef hos hoffet. Med det job fik hun for alvor sin ilddåb med pressen ved de store royale begivenheder som Kronprins Frederisk bryllup, Joachims skilsmisse osv.
Lis var nu på den anden side af notesblokken eller mikrofonen, og hun blev ofte af sine gamle kolleger bebrejdet den typiske udtalelse: Ingen kommentarer.

Menighedsrådet

Fra hoffet gik turen til en stilling ved den danske ambassade i Washington.
Efter mange år med medier kom hun også professionelt tilbage til Roskilde, hvor hun har boet hele tiden, nu sammen med sin nuværende mand, den tidligere Politiken-journalist, Erik Ettrup.
Lis M. blev formand i Domsognets Menighedsråd. Hun stod i spidsen for en ny liste, der inspireret af en af præsterne og med løfte om mere åbenhed, erobrede flertallet i 2008.
Siden viste det sig dog, at forholdene i domkirken ikke var helt så enkle. Lis M. Frederiksen og hendes liste fik efterhånden et rigtigt godt samabejde med sin forgænger Anne Rosendal, der også afløste hende igen efter sidste valg i efteråret 2012.
Den skrappe og erfarne journalist har altid bevaret sin professionelle holdning og kender eksempelvis også lokalavisernes vilkår. Jævnligt kommer hun med gode råd og kommentarer til undertegnede, og dem lytter jeg gerne til, når det kommer fra en med hendes viden og baggrund.
Fritiden bruges blandt andet i sommerhuset ved Vordingborg sammen med børnebørn og den øvrige familie.
tk