Gode vinderchancer mod ukendt serbisk modstander
Team Esbjerg får serbisk modstand, når holdet træder ind i 3. runde af den europæiske EHF Cup
WHC Radnicki Kragujevac, der senest blev slået ud af en russisk modstander i ottendedelsfinalerne i EHF Cup, stiller op mod esbjergenserne i weekenden 9.-10. november og med returkamp den efterfølgende weekend.
"Jeg har ikke det store kendskab til modstanderne, men Serbien er kendt for god håndbold og fine resultater på landsholdsniveau. Det er ikke nogen ønskemodstander, men dog et hold, vi skal kunne slå over to kampe og dermed sikre os adgang til ottendedelsfinalerne i det nye år," siger cheftræner Lars Frederiksen.
Radnicki Kragujevac er hjemmehørende i byen Kragujevac syd for hovedstaden Beograd, hvortil der er direkte flyforbindelser fra Danmark. Dermed skulle rejsen til udekampen ikke være så strabadserende, som hvis Team Esbjerg havde trukket en modstander fra en af de mere østlige, tidligere sovjetrepublikker.
"Vi glæder os til at spille disse kampe, og jeg foretrækker at møde et hold fra et land med stolte håndboldtraditioner som Serbien, selv om det ikke bliver nogen walkover, som hvis det havde været en græsk eller italiensk modstander," siger Lars Frederiksen.