Fortsæt til indhold

Skovbo Kunstforening lægger hårdt ud

Foreningen står foran stor efterårssæson.

Arkiv
Arkiv

BORUP: Skovbo Kunstforening står foran en stor efterårssæson. Derfor lægger foreningen allerede hårdt ud med en udstilling i
Borup Kulturhus midt i sommervarmen. Søndag den 4. august kl. 14.00 er der fernisering på en omfattende udstilling med værker af John Olsen, der netop har fejret sin 75 års fødselsdag.
John Olsen er født i Roskilde i 1938 og uddannet på Den kgl. Porcelainsfabrik, Kunstakademiets billedhuggerskole hos Mogens Bøggild samt grafisk skole hos Holger J. Jensen. Som billedhugger blev han allerede i akademitiden belønnet med Akademiets store guldmedalje og fik siden Eckersberg Medaljen. Han debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1969 og har siden udstillet på de fleste danske kunstmuseer.
Et af højdepunkterne i John Olsens karriere var, da han alene repræsenterede Danmark ved Biennalen i Venedig i 1995.
En del af udstillingen i Borup består af hans forrygende tegninger af piger, som tidligere har været vist i Politikens Galleri.
Den første gang han skulle tegne en nøgen pige var da han som sekstenårig gik til croquis.
Udstillingen kan ses i Borup Kulturhus indtil den 25. august. Bemærk at åbningstiden for Kunstforeningens udstillinger i Borup Kulturhus er ændret til lørdage og søndage kl. 14-16, hvor der er gratis adgang.
pm