Kunstneriske glimt i Udviklingsparken
Fra nu og helt til december kan man se en række udstillede billeder på væggene i Udviklingspark Aabenraa på Bjerggade i Aabenraa.
Billederne kommer fra Design Galleriet i Halk og er dels malet af udenlandske kunstnere med airbruch og af Maren Egtved.
Maren Egtved er meget inspireret af troen på, at der findes mere mellem himmel og jord. Især urtiden og stjernebilleder finder vej som motiver på hendes lærreder.
Den 68-årige Maren Egtved har malet i 15 år. Foruden malerkunsten er hun også frisør og uddannet i hawaiiansk massage og øjenanalyse. Også kunstterapi for hyperaktive børn er noget hun brænder for.
Billederne kan ses på gangene i stuen og på 1. salen i åbningstiden som er mandag-torsdag kl. 8.30 – 16 og fredag kl. 8.30 – 15.
Alle er velkommen, og der er gratis adgang.