Fortsæt til indhold

Til hest fra Jelling til Padborg

Lørdag drog ryttere på islandske heste på tur. Flere af rytterne skal til VM i Tyskland

Arkiv
Af Ina Bjerregaard

Der var gode hestekræfter samlet, da 10 ryttere på islandske heste lørdag klokken 10 drog af sted fra Nørrelide i Jelling med retning mod Padborg. Dog var der kun en hestekraft per deltager, så man når kun cirka 30 kilometer om dagen. Første stoppested var Randbøl, hvor man overnattede på et af de mange pilgrimsherberger, der er placeret langs ruten.
Turen er ikke kun for sjov, men også for at følge deltagerene i VM for islandske heste i Berlin i Tyskland på vej. De tager turen til Padborg med eskorte og bliver så derfra kørt videre til Berlin med motoriserede hestekræfter. VM begynder den 4. august.

73-årig ildsjæl

Turen er arrangeret af blandt andre Rose Henriksen, 73, der er formand for islænderforeningen LandiAskja, der har hjemsted i Give. Hun var dog ikke selv højt til hest den dag, selv om hun har redet i over 40 år og stadig rider og har egen hest. Naturligvis en islænder.
"Nej, jeg skal ikke ride, der skal jo være nogen til at køre følgebilerne med mad og drikkelse," siger Rose Henriksen.
Med sig har hun et par hjælpere. De og bilerne skal især fragte mad til heste og ryttere og så et par mobilfolde, der skal sikre, at hestene ikke stikker af i nattens løb.
Man regner med at være fremme i Padborg torsdag aften. Planen er som nævnt at nå 30 kilometer om dagen. Dog med indlagte hvilepauser.
"Vi regner med at ride i to timer, så holde en times hvil, så ride to timer efterfulgt af en times hvil og så rider vi to timer mere, inden vi slår lejr for natten," fortæller Rose Henriksen.

Ruteplanlængning

Turen er udover at følge de tre deltagere i VM på vej også planlagt som en ruteplanlægningstur. "Hærvejen er jo ikke lige ride-bar alle steder," fortæller Rose Henriksen.
Der slutter sig et par ryttere mere til på turen hen ad vejen, lige som et par stykker ikke er med hele vejen.