Spændende anlægsarbejder ud for Køge Marina
KØGE: Næste år ved denne tid har Køge en større marina og en ny strand. Anlægsarbejdet er i fuld gang og foregår lige nu til vands.
Tager du en tur ned til Køge Marina for at nyde livet og en is på havnen, bør du benytte lejligheden til at se det anlægsarbejde, som er i gang ude mod øst. En stor gravemaskine er ved at etablere den nye mole der skal gå fra Køge Jorddepot og frem til det ”røde fyr” som er bagbords side til den nye indsejling til Køge Marina.
Gravemaskinen holder ude i vandet og flytter store de store sten som vejer mellem 3 og 4 tons hver. Det kan se ud, som om stenene bliver lagt på må og få – men sådan er det ikke – det er en super moderne maskine, der er GPS styret af to computere.
Maskinføreren vender hver sten, så den bliver lagt på plads ligesom store legoklodser der skal passe sammen. Toppen af molen vil i fremtiden være værn mod bølger fra øst.
Molerne skaber større havn og Marina
Molerne vil udgøre den fremtidige afgrænsning mod havet for de nye havnebassiner, som nu bliver lavet i forbindelse med udvidelsen af Køge Marina og Køge Havn.
Det er meningen, at dækmolen skal fortsætte forbi den nuværende Nordre Strand. Stranden bliver flyttet 200 meter mod nord og et nyt havnebassin vil opstå. Det er så op til Kulturudvalget under Køge Byråd og brugerne på Køge Marina at beslutte, hvad bassinet skal bruges til.
Dækmolen skulle samtidige gerne hæmme ophobningen af det fedtemøg, som plejer at ligge i hjørnet ved den gamle ”grønne fyr mole”. Det skyldes, at vandstanden her hæves, så tang m.v. fremover naturligt kan strømme forbi molen.
Trafikken i området i anlægsperioden
Alle de store sten og kernematerialer, som nu ligger ved jorddepotet skal transporteres ad en midlertidig vej, som bliver lavet langs med Bådehavnen. Til at regulere trafikken bliver der opsat et signalanlæg på Bådehavnen.
Opfyldning af arealet mellem den nuværende strandkant vil ske med rent jord. Dette vil ske i takt med at der leveres jord fra byggepladser på Sjælland . Dette område vil blive indhegnet med et lavt hegn på ca. 1,20 m, som ikke må overskrides af hensyn til sikkerhed.
Den politiske vision
En større marina er en af sidegevinsterne ved etablering af Køge Jorddepot og udvidelse af Køge Havn. Anlægsarbejdet der foregår nu er således en nødvendig del af det store molearbejde som skal beskytte den nye erhvervshavn.
- Med udvidelse af Køge Marina er marinaen sikret nok plads til kommende bådejere ud i fremtiden. Samtidig giver den udvidede plads rum til fremtidige havne og søsportsaktiviteter, siger formanden for Kulturudvalget under Køge Byråd Erik Swiatek (A).
Med den nye udvidelse og øget arealer bliver der mulighed for at skabe et maritimt miljø til fordel for vores brugere – oven i købet skabe flere job – alt i alt en win – win situation, siger formanden for Køge Marinas brugerråd, Steen Holbek.
Arbejdet med dækmolen fra den ”nye indsejling grønne fyr” og mod nord samt flytning af stranden starter medio september 2013 og forventes at være færdig til den nye badesæson maj 2014.
Det er Køge Jorddepot, som på vegne af Køge Havn og Køge Kommune bygger molerne og flytter stranden. Anlægsopgaven udføres af entreprenørfirmaet Aarsleff A/S, som har stor erfaring for den slags opgaver.
Grontmij A/S er rådgivende ingeniør.
Du kan se mere om projektet på Køge Jorddepots hjemmeside www.koegejorddepot.dk under punktet ”om os”.
pm