Nogle huse bliver nærmest revet væk
I Aabenraa er boligmarkedet langt fra gået i stå, men også her er der både meget lange og meget korte liggetider
Selv i tider med et trægt boligmarked er der solstrålehistorier om hurtige salg. Også kommuner med høje gennemsnitlige salgstider kan have en ganske høj andel af hurtigt sælgende huse. Hvor stor den andel er, varierer meget fra kommune til kommune - fra 27,3 procent i Albertslund, hvor andelen er højest, til 4,3 procent i Odsherred, der ifølge Boligsiden.dk har placeret sig i bunden af skalaen.
I Aabenraa bliver 17 procent af husene solgt på under 30 dage, og dermed ligger kommunen ganske højt på listen.
God efterspørgsel
“Vi ligger i et område, hvor der - i modsætning til visse andre landsdele - er en pæn efterspørgsel efter huse, også når konjunkturerne er mindre gunstige,” siger Jens Ejler Madsen, medindehaver af DanBolig Aabenraa.
“Her i kommunen er det fortrinsvis i selve Aabenraa samt i Rødekro og på Løjt, at vi oplever de hurtige handler. Det hænger blandt andet sammen med, at det også er her, der er flest købere, mens antallet af potentielle købere er mindre ude i småbyerne. Generelt samler interessen sig om nyere huse med et lavt energiforbrug. Men den vigtigste forudsætning for en hurtig handel er en skarp pris,” siger Jens Ejler Madsen.
“Nogle vælger dog at forsøge sig med en lidt højere pris, og så er det, at man risikerer en længere liggetid. Det igen kan føre til, at der hen ad vejen må gives afslag, og på den måde kan man faktisk ende med at må sælge til en pris under den, man oprindeligt kunne have fået for huset. For som køber vil man måske spørge sig selv, hvorfor huset mon har stået til salg så længe, og den usikkerhed kan betyde, at man er tilbageholdende med at slå til. Derfor råder jeg normalt sælger til at vælge den rigtige pris fra begyndelsen,” lyder det fra den statsautoriserede ejendomsmægler.
Køber med øjnene
Ud over prisen kan førstehåndsindtrykket have betydning for, hvor kort eller lang tid der går, før et hus er solgt.
“For kort tid siden solgte jeg et hus i Rødekro, hvor børneværelserne oprindeligt var henholdsvis lyseblåt og lyserødt. Her valgte sælger at male rummene hvide, inden det blev sat til salg, og den slags detaljer kan også have indflydelse på salgstiden,” er Jens Ejler Madsens erfaring.
“Også hvordan huset tager sig ud udvendigt har betydning, for man køber jo også med øjnene, og derfor kan det være en god idé at gå huset igennem også udenvendigt og måske med lidt maling. Det må jo gerne skinne igennem, at huset er velholdt. Der er selvfølgelig nogle, som er ligeglad, mens andre sætter en ære i, at huset tager sig godt ud,” siger Jens Ejler Madsen, som også anbefaler, at man benytter en professionel fotograf, når et hus sættes til salg.
“Det er lidt ligesom med biler. Ser den godt ud på billedet, og er den nyvasket og ren indvendig, så er en køber mere tilbøjelig til at slå til og betale den pris, den er sat til salg til. Og det selvom man ved biler har nemmere ved at sammenligne de enkelte modeller, i modsætning til når det gælder huse,” slutter Jens Ejler Madsen.