Sygdom skal ikke bestemme over mit liv
KØGE: Det er i disse dage fire måneder siden, Kenneth Fischer åbnede herretøjsbutikken No. 8 på Torvet 24 i Køge. En butik der byder på et flot, stort udvalg af tøj til modebevidste mænd fra 20 år og opefter.
Efter otte år med butik i Roskilde besluttede Kenneth Fischer sig i vinter til at åbne endnu en butik i Køge.
- Jeg valgte Køge, da jeg altid har set den som en god handelsby der minder en del om Roskilde. De første år hed butikken i Roskilde Men. Det navn valgte Kenneth Fischer at ændre til det nuværende No. 8 for tre år siden, hvor hans mor døde af kræft.
- Hendes yndlingstal var 8 - så deraf butikkens navn i dag, fortæller Kenneth Fischer.
For to og et halvt år siden blev Kenneth Fischer selv ramt af sygdom.
- Jeg fik konstateret sclerose, og fik at vide, at jeg skulle trappe ned. Jeg tænkte - nej, det er vigtigt ikke at give op. Derfor besluttede jeg bl.a. at åbne endnu en butik i Køge. Sygdom skal ikke bestemme over mit liv. Og jeg har det helt fint - jeg dyrker bl.a. en masse sport i fritiden, bl.a. er jeg mangeårig jiu jitsu instruktør, fortæller Kenneth Fischer, der har ansat Jens Madsen som butikschef i Køge. Derudover er ansat endnu en medarbejder, Henrik, og inden længe skal der ansættes en elev.
Kenneth Fischer har, udover en række ekslusive mærker, sit eget brand, Red Label. Dertil kommer at No. 8 butikkerne sidder på ca. 25 procent af markedet på mærket Replay. Det gør No. 8 til de største kunder indenfor Replay.
- Udover at have en række populære mærker hjemme, satser vi meget på service og imødekommenhed - og så har vi altid frisklavet kaffe på kanden, slutter Kenneth Fischer.