Nye tiltag hos Svømmeskolen
Den nye sæson starter mandag den 2. september.
SVØMNING: Medens den danske sommer stadig er over os og badevandet er både varmt og fint, er der masser af gode svømmemuligheder i havvandet.
Men snart skal den indendørs svømmesæson begynde, og man skal trække indenfor i Svømmehallen.
Svømmeskolen v/Lise Raahauge Olsen er parat til den ny sæson, som starter mandag den 2. september i Køge Svømmeland.
- Vi glæder os til at tage fat på den ny sæson, vi er fire voksne svømmeinstruktører, samt en hjælpetræner til at modtage alle ivrige børn og voksne, gamle som nye elever, siger Lise Raahauge Olsen fra Svømmeskolen.
Svømmeskolen fortsætter med alle hold fra forrige sæson. Derud over går man den ny sæson i møde med et par nye tiltag.
- Det ene tiltag er på lørdage, hvor vi underviser i Køge Svømmehal efter offentlig åbningstid, og hvor vi i fjor har været i gang tre steder i svømmehallen. Her vil vi som noget nyt tilbyde børn, der er fyldt 10 år og kan svømme rimelig godt at tilmelde sig ”Sjov og Spas” hold det fjerde sted i svømmehallen nemlig i springbassinet. Dette hold vil primært være for børn, der har lyst til alternativ svømning, som ikke drejer sig om at svømme baner og lære teknikker - det skal de helst allerede kunne mestre - men om at konkurrere på motionsplan i forskellige lege og andre vandvittige vandtiltag. Instruktør Tenna Jensen står parat med mange gode tiltag i ærmerne, lover Lise Raahauge Olsen.
- Det andet tiltag er på fredage, hvor Svømmeskolen har fået mulighed for at genoprette et voksen crawl hold, som måtte vige pladsen et års tid, efter flytningen af svømmehold fra Herfølge Svømmehal til Køge Svømmeland. Vi har haft stor efterspørgsel på sådan et hold fra mange voksne og forældre, som ser deres børn mestre denne svømmeart til fulde, og som selv måske ”kun” har lært traditionel brystsvømning, fortæller Lise Raashauge Olsen, der selv underviser dette hold underviser.
Det er 11. sæson at Svømmeskolen skal igang med.
Se også www.svoemmeskolen.net.
pm