Underskud vendt til gevinst i svært marked
Danhaus Production i Esbjerg har forbedret sit resultat med 30 mio. kr. på to år
Danhaus Production A/S i Esbjerg trodser krisen i byggebranchen med større omsætning og større indtjening. 2012 blev virksomhedens bedste år hidtil.
Resultatet blev et overskud på 12,3 mio. kr. Det er en forbedring på næsten 30 mio. kr. på et par år, idet virksomheden i 2010 kom ud med et underskud på 17,3 mio. kr.
Højere aktivitet
Aktivitetsniveauet har i 2012 været højere end tidligere. Kombineret med øget projektstyring, har det medført et klart forbedret resultat.
Direktør Johannes W. Schmith, der tiltrådte i 2011, har fået vendt udviklingen, og den fortsatte store efterspørgsel gør, at virksomheden har store forventninger til fremtiden.
Virksomheden fremstiller huse til eksport og til det danske marked. På den højteknologiske fabrik i Esbjerg fremstilles 1-2 huse om dagen – året rundt, bl.a. med anvendelse af moderne robot teknologi.
Danhaus Production A/S beskæftiger i gennemsnit cirka 60 fuldtids medarbejdere, og er Danmarks førende leverandør af præfabrikerede huse i træ og mursten.