Kjøge Mini-By kalder igen til sommerfest
Oplev små huse - skibe og fest i Kjøge Mini-By
KØGE: Der er tradition for stort rykind af gæster hver år, når Kjøge Mini-By kalder til sommmerfest på det grønne areal på Strandvej 101 i Køge. Der er som sædvanlig lagt et festligt program og et stort arbejde i at alle kan blive underholdt i weekenden 10.- 11. august, hvor der begge dage er åbent fra kl. 10.00-16.00.
- Kjøge Mini-By er stolte over at kunne præsentere de mange små flotte huse og bygninger, i størrelsesforhold 1:10, hvor der nu står 410 ude i byen der er opbygget som Køge så ud i 1865. Der er tre flotte skibe i havnen og et fjerde under opbygning i bådebyggeriet. Alt dette kan beundres, men der er også mulighed for at se det hele blive til, idet værkstederne med teglværksted, byggeværksted, vindues- og dørgruppen er i aktivitet hele weekenden. Det er en oplevelse for alle aldersgrupper, fortæller Sven Erik Svensson på vegne af Kjøge Mini-By.
Kjøge Mini-By der har eksisteret i over 20 år, har hvert år besøg af 12-15.000 gæster fra 1. maj til 1. oktober. Når der kaldes til sommerfest er der op mod 1.000 gæster, og de kan foruden mini-byen opleve musikalsk underholdning med harmonika og spillemandsmusik og gammel traditionel jazz slutter begge dages program.
Aktive Kanonerer salutere åbning og afslutning begge dage, der er hundedressur ved Borup Politihundeforening, lirekassemusik og trommeslager. Andre hobby betonede ting er der også i form af pileflet, trædrejeri, kartning og spinning af uld, modelkranbyggeri, dampmaskiner og modeldampskibe i havnen.
De mange frivillige medarbejdere i mini-byen opsætter boder og telte, hvor der kan nydes kaffe og kage, grillmad, øl og vand.
Børn under 15 år ifølge med voksne har gratis adgang til sommerfesten.
Bus 108 og 109 lige til indgangen på Strandvejen og stor parkeringsplads på Cirkuspladsen med indkørsel fra Sveasvej og Strandpromenaden.
pm