Lørdag er der centerfest
Første lørdag i august byder som altid på årets centerfest i Haderslev
Lørdag den 3. august kl. 20.00 afholder Tribunen og Andy's 2013 udgaven af Centerfesten. Målet er hvert år at lave en fest, der appellerer bredt, så både yngre og ældre kan feste sammen. Det ser man normalt ikke så tit, men det skaber faktisk en vanvittig god stemning.
Dette års udgave er den sjette i rækken og arrangørerne håber igen på, at det kan blive en magisk sommeraften med mange hundrede festglade mennesker.
Pladsen foran de to barer vil blive omdannet til én stor festplads med scene, borde og bænke. I år er der tilføjet et modeshow, der starter kl. 19.00. Underholdningen leveres herefter af de erfarne musikere fra Non-Stop Partyband, der spiller hit på hit aftenen igennem. Partybandet suppleres af DJ Flemming Kiil's diskoshow. Festen i Haderslev Centrum foregår helt indtil kl. 01.00, og fortsætter bagefter indendørs indtil kl. 04.00.