Esbjerg Havn er Jyllands mest inspirerende erhvervsområde
Der er mange steder i landet, hvor man - på trods af krisetider - bryster sig med, at det går fremad. Men skal man pege på ét sted, hvor det decideret bruser af sted, så er det på Esbjerg Havn
På årsmødet tidligere på året slog bestyrelsesformanden for Esbjerg Havn, Flemming N. Enevoldsen, fast, at der er "udsigt til sol over Esbjerg Havn".
Men selv om det hele i øjeblikket dufter af konfetti, farvestrålende balloner og fremgang, når talen falder på byens kraftcenter, så er der udfordringer forude, som man skal være meget opmærksom på. De udfordringer samt havnens udvikling og fremtidsperspektiver fortæller Flemming Enevoldsen mere om i dette interview.
Flemming Enevoldsen, hvordan vil du kort beskrive den udvikling, som Esbjerg Havn har været inde i de seneste 25 år?
"Esbjerg Havn har været igennem en meget stor forandringsproces. Den er gået fra en havn baseret på fiskeri, fødevareeksport og en forholdsvis ung olie/gas industri til en af Europas førende energihavne med tre hovedforretningsområder: Ro-ro transport, Vind samt Olie & Gas. Samtidigt er Esbjerg Havn gået fra at være en statsejet havn til at være ejet af Esbjerg Kommune. Og i den forbindelse valgte Esbjerg Kommune at drive havnen som en kommunal selvstyrehavn, hvilket vil sige på kommercielle sunde principper, men fuldt ejet af kommunen og dermed borgerne. Det har vist sig at være et genialt træk – altså at købe havnen fra staten og ønske kommercielle tanker og principper indført. Resultaterne - siden købet for ca 13 år siden – taler for sig selv. Havnen har leveret bedre end langt de fleste andre større, danske havne, og investeringerne i havnen har været rekordstore – til gavn for virksomhederne i området og til gavn for beskæftigelsen og dermed ejerne."
En fokuseret strategi
Hvilke perspektiver og muligheder ser du for Esbjerg Havn?
"Mulighederne – som vi kan se dem nu – vil i mange år fremover ligge indenfor vores tre forretningsområder. Der er gode vækstmuligheder, fordi de underliggende markedsbehov er tilstede: Alle har interesse i at så meget gods som muligt flyttes over på skibe for at undgå motorvejskøer og CO2 udslip, ligesom Europa ønsker at minimere kul og atomkraft."
Esbjerg Havn har de seneste mange år præsenteret flotte årsresultater. Hvad gør I for at fortsætte den tendens?
"Først vil jeg understrege, at der absolut findes andre, dygtige danske havne og med gode resultater. Men hvis jeg skal fremhæve et par enkelte ting, som har båret frugt i Esbjerg, så er det en klar, fokuseret strategi. Ligesom i alle andre forretninger, så skal man koncentrere sig om dét, man er bedst til. Og det er en klar fordel, at vi ofte har været de første til at satse på nye, spirende forretningsområder. Derudover vil jeg pege på en skarp omkostningsstyring, hvor vi har øget produktiviteten for medarbejderne år for år – og dermed undgået, at omsætningsvæksten er blevet udhulet eller elimineret af omkostningsstigninger. Og det er blevet en positiv spiral," siger Flemming Enevoldsen og fortsætter:
"I alle årene har vi desuden haft international fokus. Det afspejles tydeligt i vores primære forretningsområder, som alle er meget internationale brancher. Man kan sige, at vi i mange år har haft modet til at satse internationalt – også før det stod helt klart, at det var den rigtige strategi. Ydermere handler det om fleksibilitet og tilpasningsevne. Havneinvesteringer er jo meget langsigtede – vi afskriver de store investeringer i kajarealer over årtier, for eksempel. Dermed kan mange havne få svært ved at agere hurtigt nok i forhold de ønsker, som de store kunder har. Kombinationen af en klar og veldefineret strategi og økonomisk råderum har betydet, at vi relativt hurtigt kan tage stilling til specifikke kundeønsker. Men vi har selvfølgelig også haft gavn af – eller været heldige om du vil – i kraft af vores beliggenhed. I forhold til både olie & gasfelterne, den europæiske skibsfart og de danske vindmølleproducenter, så ligger vi jo godt i Esbjerg – tæt på markederne."
Dynamik smitter
Hvor ligger de største udfordringer for Havnen i fremtiden?
"Mange af vores udfordringer kommer faktisk udefra. Hvor stor vil olie- og gasproduktionen i den danske del af Nordsøen være? Vil det lykkedes at få reduceret omkostningerne til at producere strøm fra havvindmøller hurtigt nok – så havvind-strøm kan konkurrence med andre former for energi? Kan skibsfarten konkurrere med motor/landevejene – og samtidigt gå over til mere miljørigtige brændstofmidler? Vi er selv meget optimistiske på vegne af disse tre brancher. Den optimisme baserer vi blandt andet på historiske resultater. Det er gang på gang lykkes at sætte helt nye tekniske normer for, hvad der kunne lade sig gøre. Tænk blot på olie- og gasfelterne i den danske del af Nordsøen. Man har gang på gang annonceret deres død, men hver gang er prognoserne blevet overhalet af nye tekniske landvindinger. Men vi skal naturligvis sætte os nye mål – og ikke hvile på laurbærrene. Derfor har vi netop sat gang i en strategiproces, som vil løbe resten af 2013. Og som skal give svar på, hvad vi skal leve af i fremtiden. Derfor vil jeg nødigt foregribe resultatet af dette arbejde."
Hvad gør I selv for at tiltrække virksomheder til Havnen?
"Jeg synes faktisk vi gør en stor indsats for at markedsføre og sælge havnen. Både ved hjælp af bred kommunikation (internet, sponsorering af sportshold, magasinet Hav og Kaj), men især ved målrettede kundemøder. Vores ledelse bruger utroligt mange timer og dage på møder med kunder – i både ind- og udland – som overvejer at etablere sig på havnen. Og vi deltager i konferencer rundt omkring i Europa for at skabe kontakter."
Hvad ville virksomheder udefra kunne få ud af at etablere forretning på Esbjerg Havn?
"Dynamik og højt tempo smitter. Og disse egenskaber har de mere end 200 virksomheder på havnen. Jeg tør godt påstå, at Esbjerg Havn er Sydjyllands – ja måske endda Jyllands – mest inspirerende og spændende erhvervsområde."