Fortsæt til indhold

Holder ferie med point på kontoen

Go Kart brødrene Markus og Patrik Matthiesen fra Hammelev kan med sindsro holde sommerferie

Arkiv
Arkiv

I den forgangne weekend kørte de 5. afdeling af DM og 'Rotax MAX Challenge' på Danmarks nordligste og mest vindblæste bane i Thy.
11 årige Markus var hele tiden at finde i top-5 og havde fået et fint tag på banen. Den lille Hammelev dreng kom også igennem de indledende runder som nummer fire, hvilket var en forbedring på én plads fra tidstagningen. I søndagens finale lå Markus sågar på en tredje plads, men en overivrig konkurrent satte Markus af banen på sidste omgang, og han måtte derfor nøjes med en sjetteplads. Lige nøjagtig én placering dårligere end den pokalgivende femteplads, men til trods for det det bedste resultat i DM serien i år.
Storebror Patrik havde store udfordringer med at finde det rigtige set-up. Han kom igennem 'Superpole' som sjettebedste og de indledende heats blev ikke bedre da han blev involveret i en del tumult i alle heats. Lørdag aften var der derfor overarbejde til Matthiesen Brødrene's mekanikere, Rasmus og Mathias, og så kom der anderledes gang i maskineriet.
Med startplacering som nummer 10 i de tre prefinaler, var Patrik den underholdende del på banen. Han kom hver gang heldigt gennem starterne, og kunne alle hver gang slutte som nummer tre.
I finalen kom han afsted som toer, men blev undervejs indhentet af den hurtige hjemmebane-kører Michael Christiansen. De to kammerater gav hinanden nogle rigtige herredyster, og til sidst tager nordjyden andenpladsen med beskedne 1/10 sekund margin til Patrik.
Markus er stadig samlet syver i serien, hvorimod resultatet i Patrik's klasse gjorde, at han fra en tredje plads stille og rolig begynder at gnave sig ind på en samlet anden plads. Næste løb i serien er på Korsør sidst i august.