Sejler-VM indledes med gratis koncert
Gratis koncert lørdag og officiel åbning søndag markerer starten på VM for Europajoller i Sønderborg
Sønderborgere og turister kan lørdag den 3. august kl. 19.30 kommer til gratis koncert på pladsen foran Sønderborg Slot.
Koncerten sker i forbindelse med verdensmesterskabet for Europajoller, som Sønderborg Yacht Club er vært for.
Aftenen indledes med overrækkelse af præmier til vinderne af Nations Cup, der er et ministævne, hvor landenes bedste, kvalificerede sejlere dyster i holdsejlads med fire sejlere fra hver nation.
Sejladserne bliver afgjort samme eftermiddag fra 14.00 til ca. 17.00. Sejladserne finder sted ud for strandpromenaden ved Vikingeklubben.
Efter præmieoverrækkelsen spiller Clark Kent & the Superband, der har Sønderborg-drengen Mark Dixon som frontfigur. Det otte mand store band lover en koncert, hvor man ikke kan stå stille, og kan synge med på deres numre, hvad enten man er fra Sønderborg eller New Zealand.
Der er fri entré til koncerten samt salg af drikkevarer.
Dagen efter, søndag den 4. august, er der officielt åbningsceremoni ved Sønderborg Slot med taler og musik. Inden ceremonien går sejlerne i procession fra sejlklubben ad strandpromenaden til slotspladsen.
Sønderborg Camping og Kultur i Syd har økonomisk støttet op om koncerten og Sønderborg Kommune og Sønderborg Slot har gjort det muligt at benytte arealet ved slottet.