Fortsæt til indhold

En cykeltur på vandet

Jobcenter Kolding har købt fem nye cykelbåde til Legeparken, og de bliver allerede flittigt brugt af de mange feriegæster

Arkiv
Anne Andersen

Gæsterne står i kø når der åbnes for ture i cykelbådene om morgenen. Og en af Legeparkens mest populære aktiviteter har nu fået et gevaldigt løft - med indkøbet af fem helt nye cykelbåde er der nemlig plads til endnu flere gæster på vandet.
"De mindre vi havde, de gik simpelt hen i stykker for ofte og det duer bare ike at halvdelen af dem de skulle stå på land heri højsæsonen hvo vi bare skal levere varen", forklarer driftschef Tina Harlev Nielsen og fortæller, at cykelbådene har kostet 120.000 kroner og er leveret fra Norge.

Gratis glæder

Alle aktiviteter er som bekendt gratis at benytte i Legeparken. I løbet af et år har parken mellem 120.000-160.000 besøgende, og fornylig har blandt andet moon-car banen gennemgået en total renovering.
"Vi har fået rigtig mange tilkendegivelser fra vores gæster om, at det er dejligt med de nye ting. Men der er også en del der er utilfredse med, at de i den periode hvor vi renovere, ikke kan benytte aktiviteterne. Men der er bare mange vedligeholdelser, som eksempelvis at male, der kun kan foregå om sommeren", slår driftschef fast, og løfter samtidig sløret for, at der er flere nye tiltag på vej i den populære park.
"Vi har søgt nogle sponsorater som vi får svar på i midten af august. Vi vil blandt andet rigtig gerne have en ny terrasse, hvor man kan sidde i skyggen og nyde sin madpakke. Ellers er der også planer om et nyt legemiljø i form af et sørøverskib eller en borg. Vi mangler lidt noget for de helt små, så det kunne være dejligt, hvis det blev til noget".
Indtil videre må de mange gæster dog "nøjes" med at glæde sig over de nye cykelbåde. I alt er der nu 13 cykelbåde og 12 robåde i Legeparken hvor der i juli og august er åbent hver dag fra klokken 10-20.

Der er rift om cykelbådene som er på vandet fra morgen til aften.