Turister går i kirke
Hvor påsken og julen for nogle kirker er den travleste tid på året, er sommerferien det for andre. For når turister valfarter til Haderslev fra ind- og udland, skaber de et gevaldigt liv i kirkerne – også i Haderslev Domkirke
Mens mange danskere læner sig tilbage og holder sommerferie, har kirkerne travlt med at vise turister rundt. Her er koncerter, internationale andagter, quiz for børnene og hjælp til turister ved INFO-bordet.
"Sidste år forsøgte vi at bemande et INFObord i Domkirken med frivillige i juli og august. Det var så stor en succes, at vi nu har udvidet bemandingen med fire damer, der er eminente til at tage sig af vore mange besøgende," fortæller Inge Vognsen, der er en af de tre kirketjenere i Haderslev Domkirke.
Hver dag mellem kl. 10 og 17 kan man sætte sig ind i stilheden i det svale kirkerum med kun 23 graders varme. Mellem kl. 11-14 er der mulighed for at få hjælp fra damerne ved INFObordet.
"Det er rigtig sjovt at sidde her," fortælle Martha Kruse, der også hjalp turisterne sidste sommer som frivillig.
"Det er altid spændende at hjælpe folk, og så får man jo trænet både sin historie og sit sønderjysk, tysk og engelsk," fortæller hun spagfærdigt. Udenfor sommertiden hjælper hun med at lave mad til familiegudstjenesterne 'Krummer i kirken' den sidste tirsdag hver måned, men ved INFObordet er hun i gang to gange om ugen.
Børnequiz på tre sprog
Normalt det kan være kedeligt for børnene at spilde sin sommerferie på at kigge på kirker, men sådan er det heldigvis ikke i Domkirken, for kirketjener Betina Dau Petersen har taget initiativ til at få oversat en kirkequiz til tysk og engelsk:
"Det er fantastisk at se hvordan børnene går op i at svare på spørgsmålene. De skridter kirken af og undersøger alle spørgsmålene i detaljer, medens mor og far ser på kalkmalerier. Og hvis de afleverer deres besvarelse ved informationsbordet, kan de vinde en lille gave, som vi trækker lod om først i september," fortæller hun.
"En dreng havde rigtig svært ved at finde Albert, og da han spurgte mig, viste det sig, at det var alteret, han ikke kunne finde," smiler Hanne Saugbjerg, der også sidder ved INFO-bordet.
"Når børnene går rundt og besvarer spørgsmålene, får de på en sjov måde set nogle detaljer, som de ellers ikke ville opdage. Og så er der jo masser af brandmænd i vandene omkring Haderslev, så kan de ligeså godt komme og nyde en tur i den vidunderligt smukke Domkirke."
For varmt i tårnet
Der er jævnligt nogen, der spørger efter at komme op i tårnet. Men det er svært i Haderslev.
"Vi har ikke noget tårn, man kan komme op i, men et loft, man kan få en rundtur hen over, men det er forfærdeligt varmt om sommeren. Men Turistkontoret laver gratis rundvisninger i Domkirken hver tirsdag kl. 14 på dansk, tysk og engelsk i juli og august," slutter kirketjenerne, og haster ud for at snakke med nogle flere turister på tysk, engelsk dansk og sønderjysk.
Domkirken har også lagt andre turistaktiviteter ind i kalenderen i sommermånederne såsom aftenandagter på både dansk, engelsk og tysk samt de enestående koncerter.
Hver tirsdag aften kl. 19.30 og fredag eftermiddag kl. 16.30 er der forskellige koncerter med kunstnere fra hele verden. Tirsdag er det alternative koncerter, og fredag er der rene orgelkoncerter på Domkirkens tre orgler.