Håndboldspiller ved et tilfælde

Louise Aaskov fra Aabenraa er med, når de danske håndboldpiger kæmper om guldet ved U19-Europamesterskabet i Sønderborg.
Hvordan begyndte du til håndbold?
”Det var sådan lidt tilfældigt, for jeg kommer ikke fra en decideret håndboldfamilie. Jeg tror, det var i 10-års alderen, at nogle af mine veninder foreslog, at vi begyndte til håndbold i Aabenraa, og så tog jeg min tvillingsøster Cecilie med. Det gik op for os, at det var noget, vi kunne finde ud af – og så syntes jeg, det var sjovt. Vi hørte efter kort tid, at nogle i Rødekro ville starte et godt hold op, og så skiftede min søster og jeg dertil allerede efter et halvt år i Aabenraa.”
Som 16-årig tog du på håndbold-efterskolen SINE i Løgumkloster. Hvad var det for en oplevelse?
”Som person har det givet mig enormt meget. Jeg synes, jeg er blevet mere selvstændig og mere voksen af at komme væk hjemmefra. Der var selvfølgelig meget fokus på håndbold og træning, men der var også en høj faglighed i timerne og gode hyggestunder på værelserne. For mig var det bare fedt at træne så meget håndbold, og det gav mig ekstra blod på tanden i forhold til at spille håndbold efter opholdet.”
Da du kom hjem, begyndte du i SønderjyskE. Hvordan var mødet med din nye klub?
”Vi var et helt nyt hold og startede som en meget smal trup, men trods vores status som 'underdogs' endte vi i DM-semifinalen. Jeg har trænet med seniorer og fået meget spilletid, så det er rigtig godt for min udvikling, og jeg er glad for at være i klubben.”
Du har været igennem hele Dansk Håndbold Forbunds system fra pigeprojekt-samlinger til ungdomslandshold. Hvad tænkte du, da du fik dit første brev fra DHF?
”Det var kæmpe stort at blive prikket til iagttagelsesstævnet og få at vide, at jeg var udtaget til DHF's pigeprojekt – også selv om man skulle sove på en luftmadras i Middelfart, så vidt jeg husker. Jeg tror, jeg var en meget genert pige, der mødte op til samlingen, men jeg havde også en vilje til at vise, hvad jeg kunne.”
Den første guldmedalje i landsholdssammenhæng indkasserede du ved U18 VM i Montenegro sidste år. Hvordan var den dag?
”Det var en meget speciel dag. Omvendt var det også bare en kampdag, som alle andre, og vi skulle være opmærksomme på ikke at køre det for meget op. Men hallen var fyldt med russere og ellevilde montenegrinere, så stemningen i hallen var helt vild.
Efter sejren indtog vi pool-området på spillerhotellet i vores spilletøj, mens alle andre stod klædt i deres pæne tøj. Der var en fantastisk god stemning, og de andre hold festede og dansede sammen med os. Ja, og så skulle Heine (Eriksen, U-landstræner, red.) også en tur i vandet, men da han ikke kan tåle klor, måtte vi slæbe ham over et hegn og hele vejen ned til havet, hvor vi så kunne kaste ham i. Det var en virkelig sjov aften.”
Hvad tænker du om fremtiden, både på klubplan, i landsholdssammenhæng og uden for håndboldbanen?
”Efter gymnasiet vil jeg gerne have et sabbatår, hvor jeg kan give fuld skrue på håndbolden. Derefter, hvis jeg opfylder kravene, vil jeg gerne læse medicin, tror jeg. I hvert fald forestiller jeg mig, jeg skal uddanne mig inden for noget, der omhandler kroppen.
I forhold til klubhåndbolden tror jeg, det afhænger af, hvad der opstår af muligheder. Jeg vil helt sikkert hellere spille i en mindre klub, hvor jeg kan udvikle mig og få spilletid, end i en stor klub, hvor jeg bare skal sidde på bænken og klappe af de andre.
Min landsholdsdrøm er at få debut på A-landsholdet. Der er jo nogle store ting i fremtiden, som kunne være vildt at blive en del af, for eksempel OL i 2016. Chancerne er måske ikke så store, men der kan jo nå at ske meget de næste tre år.”
I august skal U19-EM afvikles i Sønderborg og Kolding. Hvad tænker du om at skulle spille et mesterskab på hjemmebane?
”Altså, det bliver jo helt vildt. Der er store forventninger til os – både fordi vi er på hjemmebane, men også fordi holdet har vundet medaljer ved de seneste to mesterskaber. Ved VM sidste år var vi gode til at tage en kamp ad gangen, og det tror jeg også, vi er nødt til at gøre denne gang, så man ikke går og tænker så meget over det. Men vi håber og tror på, vi kan være med i den sjove ende.
Det er ikke så tit, der er mesterskaber på hjemmebane, og jeg håber, der bliver rigtig stor opbakning, og jeg har jo en masse familie og venner i området, så det kunne være fantastisk at spille foran dem.”