Numre i massevis
Enkelte huse er stadig udstyret med gamle matrikelnumre
Det ses ikke mange steder. Men hist og her findes der huse med mere end ét nummer. For eksempel her i Gl. Vestergade i Middelfart, hvor flere huse er udstyret med et par gamle matrikelnumre.
@Brødtekst m. indryk:Det er mange år siden, man holdt op med at bruge matrikelnumre som noget, der skulle noteres på selve bygningen. I dag bruger man gadenumre.
Begrebet matrikel opstod i 1600-tallet, hvor der under enevældet blev indført jord- og grundskatter. Det betød, at der skulle gøres rede for alle landets marker og grunde, som skulle værdisættes. Alle ejendomme - både på landet og i byerne - blev i den forbindelse udstyret med en nummer.
Selve ordet "matrikel" betyder moder-parcel og er derfor en slags grundenhed for ejendoms- og land-opmåling. Nogle steder sås det, at flere matrikler kunne have samme nummer, fordi de havde samme ejer.
I 1781 ændredes systemet, så hvert hus fik et fast nummer, som ikke blev ændret uanset om huset skiftede ejer eller blev revet ned. Igen i 1863 blev systemet fornyet - men ud fra samme metodik. I dag tilføjes der ofte bogstaver til matrikelnumrene, som ellers ikke ændres.
I slutningen af 1800-tallet blev det mere og mere almindeligt at sende breve. I begyndelsen kendte postbudet modtagerne og kunne derfor altid finde frem til den rigtige adresser. Men efterhånden som byerne voksede, fik postbudet problemer: Han kunne umuligt vide, hvor alle i byen boede. Derfor fik husene gadenumre, som ofte blev noteret ved siden af husenes matrikelnumre.
Siden er matrikelnumrene forsvundet. Men altså ikke alle steder. Blandt andet ikke i Gl. Vestergade.
Kilde: Middelfart Museum