Skød mod tyve på Holbækmotorvejen
Betjent skadet og politihund dræbt i jagt på forbrydere
En hund blev dræbt, en betjent blev skadet og skud blev affyret, da politiet mandag aften forsøgte at standse to mænd, der mistænkes for at have forsøgt at begå indbrud i Roskilde.
Omkring kl. 22.30 fik politiet en anmeldelse om, at nogen havde forsøgt at begå indbrud på Vestre Hedevej.
Ordensmagten sendte en hundepatrulje ud, og på stedet så de to mænd løbe væk i retning af Holbækvejmotorvejen.
En hund blev sendt af sted for at stoppe de flygtende mænd.
Forfølgelsen fik dog et tragisk udfald, da politihunden løb ud på motorvejen og blev dræbt, da den blev ramt af en bil.
Kørte betjent ned
Da politiet nåede frem til motorvejen, var de to flygtende mænd ved at stige ind i en bil.
En betjent forsøgte at standse dem, men i stedet for at adlyde politiets ordre satte de to flugtmænd bilen i gang og satte kurs direkte mod betjenten.
I et forsøg på at standse bilen trak politimanden sit våben og skød mod køretøjet.
Skuddene synes dog ikke at have skræmt de flygtende forbrydere, der i stedet for at standse kørte politimanden ned.
Heldigvis kom betjenten ikke alvorligt til skade.
De flygtende mænd formåede dog at slippe væk i retning mod København, og politiet arbejder nu for at finde spor, der kan lede frem til forbryderne.
Hvis man har oplysninger der kan hjælpe politiet, kan man ringe på telefon 114.
hw