Fortsæt til indhold

Fem guidede oplevelser

Sådan ser oversigten over den kommende uges guidede oplevelser i Aabenraa-området ud

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

På torsdag den 1. august kl. 18.30 kan man komme på en aftentur til Sikringsstilling Nord, som er nogle af de bedst bevarede dele af fæstningsanlægget fra 1. verdenskrig som tyskerne anlagde i 1916. Mødested er Lerskov Batteriet mellem Rødekro og Genner, og guide er Erling Madsen.
Samme dag men kl. 19 er der Maritim Byvandring i Aabenraa, hvor man kan høre om byens søfartshistorie og opleve havnekvarteret på tæt hold. Mødested er Søfartsmuseet på H.P. Hannsens Gade.
Tirsdag den 6. august kl. 18.30 er det ved Vestersø og Ulvekule det foregår, hvor Jørn Steenberg vil guide ad små skovstier gennem en varieret løvskov med Mølleåen, bronzealder-høje og RAF-mindestenen. Mødested er P-pladsen på Skedebjerg ved Nymøllevej.
Dagen efter den 7. august kl. 14 er der rundvisning på 'Det Maritime Kalvø'. Her er mødestedet Herrehuset (museet) på Kalvø.
Samme dag om aftenen kl. 21 starter en vægtertur i Aabenraa, hvor mødestedet naturligt nok er Vægterpladsen i Aabenraa. Herfra kan man følge vægteren på den traditionsrige vandring gennem Aabenraas hyggelige, gamle gyder og brolagte gader og høre byens spændende og dramatiske historie. Vægterne er Erling Madsen og Peter Michaelsen.
Alle turene er gratis at deltage i, tilmelding er ikke nødvendig, og alle er velkommen.

Sikringsstilling Nord.
Vestersø.