Erling J. er med i Danmark Rundt for 23. gang Løbets bedste roskildenser
For år tilbage var Roskilde en stormagt i danske landevejscykling med navne som Hans Henrik Ørsted, Reno B. Olsen, Michael Marcussen og Junker Jørgensen, der sad forrest i feltet og hjemførte titler på stribe. Lige i øjeblikket kniber det mere, selv om en række unge talenter gør det rigtigt godt. Til gengæld har Danmark Rundt i denne uge en anden kendt roskildenser i en vigtig rolle. Kanonfotograf Erling J. Pedersen på Roskilde Avis, holder altid ferie, mens det store danske etapeløb foregår og har arbejdet for arrangørerne gennem alle 23 år. Hans opgave består i at køre med journalister og fotografer fra billedspot til billedspot, samtidig med at han selv tager billeder, som arrangørerne kan bruge. Han lægger hele tiden nye fotos ud på nettet, så dækningen konstant er opdateret. Før løbet starter har Erling J. Pedersen, sammen med løbets direktør Jesper Worre, gennemgået etaperne og fundet frem til de bedste muligheder, så kanonfotografen kan nå at smutte fra sted til sted, mens feltet kører en anden vej. På tredje etape fredag fra Sønderborg til Vejle skal han selvfølgelig være i målbyen ved den stejle Kiddesvej, hvor rytterne skal klare en stigningsprocent på ikke mindre end 21 procent. På den afsluttende etape, søndag 4. August, når feltet sendes af sted mod Frederiksberg fra Stændertorvet af Roskildes borgmester har Erling J. også sin fotoplan klar. Efter starten kører han op ad den gamle hovedvej A6 og tager feltet, når det drejer af for at køre gennem Tågerup og Gundsømagle. Mens rytterne kører gennem det flotte landskab her, drøner han videre til Værebro, hvor rytterne kommer forbi lidt efter. Senere på etapen skal han også fange feltet i Slangerup og i Hareskoven før afslutningen på Frederiksberg Allé.
Gensyn med miljøet
I sine unge dage var Erling selv en ganske habil rytter, der vandt flere sejre i A-klassen, og han har i alle årene bevaret tilknytningen til cykelmiljøet. - Når jeg kommer til Danmark rundt møder jeg jo mange kolleger, både blandt de gamle ryttere samt journalister og fotografer. Blandt veteranerne, Roskilde-fotografen har hygget sig med, er Ole Ritter samt Herning-ryttere som Verner Blaudzun og Henning Sørensen, han i sin tid kørte mod, da de to byer dominerede i dansk cykling. Her fra området er Michael Markussen og Ole Redsted, begge fra Gevninge, også med til at køre VIP-biler med gæster i Danmark Rundt. - Jeg glæder mig hvert år til løbet og nyder det. Men efter en uge med cykelmad som pasta, kylling og salat, er det nu også godt at komme hjem til Monas frikadeller, konkluderer Erling J. Pedersen. tk