Den trofaste bankdirektør
I en tid hvor mange bankansatte i deres karriere skifter banker, kan Ivan Jochumsen dog fejre 25 års jubilæum hos Nordea
En gang Nordea. Altid Nordea. Sådan synes mottoet at være for den 43-årige Ivan Jochumsen, der til daglig er filialdirektør hos Nordea i Varde.
”Sådan har det bare være for mig. Jeg befinder mig bedst i trygge rammer, og elsker vores koncept i banken, fortæller 25-års jubilaren, der den 1. august kan fejre at det er 25 år siden han blev elev hos daværende Andelsbanken.
”Den gang sagde man, at hvis man fik en stilling i en bank, så var man sikret arbejde resten af livet,” fortæller Ivan Jochumsen, som har været med i tiden med Andelsbanken, senere Unibank og nu Nordea.
”Jeg har dog været 11 forskellige steder hos Nordea, men er nu tilbage i Varde, hvor det hele begyndte,” smiler han.
Banker
For 25 år siden lignede mange banker hinanden.
”Sådan er det ikke mere. Vi er forskellige og her hos os bruger vi megen tid på rådgivning,” fortæller Ivan Jochumsen, som også maner ordene om, at banker i dag ikke vil låne penge ud, til jorden.
”Vi vil hellere end gerne låne penge ud. Vi skal dog også helst have dem hjem igen, men har man en god idé som iværksætter, så kig forbi. Vi låne gerne til en kassekredit, hvis du selv kan bevise, at du også har lidt på kistebunden med hjemmefra. Samtidig låner vi også gerne til bolig. Vi kigger naturligvis på rådighedsbeløbet hos kunderne, men den kan variere fra person til person. Nogle folk kan klare sig for 7.000 kroner om måneden, mens andre bruger 25.000 kroner,” tilføjer han.
Privatlivet
Ligeså trofast Ivan er overfor Nordea, lige så trofast er han overfor Outrup.
”Jeg er født og opvokset i Outrup, og har nu tilbragt de første 43 år af mit liv i byen. Jeg tror aldrig jeg flytter”, griner Ivan Jochumsen, som bor i byen sammen med sin kone Hanne og de to drenge Christian på 13 år og Alexander på 10 år.
Begge drenge er ligesom deres far ivrige fodboldspillere.
”Jeg plejer at sige, at jeg er for gammel til at spille bold men for ung til at spille golf. Så jeg spiller lidt old boys fodbold nu, men har da været med på serie 1 niveau, ”slutter Ivan Jochumsen, som også har arbejdet meget med bestyrelsesposter i Outrup Boldklub samt trænet sine to drenge.
Jubilæet markeres med åbent hus fredag, den 16. august fra kl. 14.00 – 17.00, hvor alle er velkomne.