Fortsæt til indhold

Fremlægger forslag til kommuneplan 13

Borgermøde i Stevns kommune torsdag den 22. august.

Arkiv
Arkiv

STEVNS: Kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune har den 27. juni godkendt et forslag til Stevns Kommuneplan 13, og det fremlægges derfor nu i offentlig høring i perioden 5. august–den 30. september 2013.
Stevns Kommune afholder borgermøde om forslaget den 22. august kl. 19.00-21.00 i Birkens fællesrum på Store Heddinge Skole, Kronhøjvej 4, Store Heddinge Skole hvor alle er velkomne.
Stevns Kommuneplan 13 tager afsæt i vores vision om, at Stevns Kommune skal være kendt som et stærkt lokalsamfund i Øresundsregionen - i storslået natur, en alsidig kultur, og med god plads til både at bo og leve.
- Kommuneplanen er kommunalbestyrelsens samlede bud på udviklingen, som skal danne rammer for kommunens byer, landskaber, service og tilbud de kommende 12 år. I kommuneplanen behandles blandt andet vigtige emner som natur og miljø, arealanvendelse, trafik, bosætning og kultur. Stevns Kommuneplan 13 er en revision af kommuneplanen fra 2009. I denne revision er der foretaget nye udpegninger, hovedsagelig for det åbne land, således at der er opnået en harmonisering af de ellers to tidligere kommuners ret forskellige udpegningsmetoder. En tydelig harmonisering er bl.a. at se for emnet kulturmiljø og for emnet spredningskorridorer, fortæller borgmester Poul Arne Nielsen.
Alle har mulighed for at komme med indsigelser, kommentarer eller andre bemærkninger til forslaget. Dit høringssvar med bemærkninger eller ændringsforslag kan du sende til plan@stevns.dk eller skriftligt til Stevns Kommune, Postboks 83, 4660 Store Heddinge, mærket ”høringssvar”. Høringssvaret skal være Stevns Kommune i hænde senest den 30. september 2013.

Kommuneplanen

Stevns Kommuneplan 13 består af Hovedstruktur, Retningslinjer og Rammer.
Hovedstrukturen er en beskrivelse af visioner samt overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen. Derudover indeholder hæftet forudsætningerne for planen, herunder sammenhængen til anden planlægning, f.eks. statslige planer, planlægningen i nabokommuner, m.v.
De konkrete retningslinjer, dvs. regler og principper for administration og varetagelse af de forskellige emner, er indeholdt i hæftet Retningslinjer, på lige fod med retningslinjer for øvrige emner.
Rammer opstiller rammerne for lokalplanlægningen, dels som generelle rammer for hele kommunen og dels for et områdes anvendelse, grundstørrelse, bebyggelsesforhold, m.m. Hvert afsnit indledes med en kort beskrivelse af de træk, der gør byen til noget særligt, og som danner grundlag for rammerne for de enkelte områder i den pågældende by.
Kommuneplanen forventes endelig vedtaget af kommunalbestyrelsen i november og offentliggjort i december 2013.
pm