Glas Byg fejrer jubilæum
For tre år siden slog far og søn to firmaer sammen. Det markeres nu
Det er 40 år siden Tonny Juhl Christensen blev selvstændig glarmester i Varde og tre år siden at sønnen Jesper overtog firmaet med Glas Byg.
”Vi synes det er på tide at markere det, så hvorfor ikke lige så godt gøre det samtidig med min fars 40 års jubilæum,” fortæller Jesper Juhl Storgaard, som måske bedre kendes under navnet ”Jesper Glas”.
Efter endt læretid overtog Tonny firmaet HC Nielsen der lå i Arnbjerggade og i 1977 byggede han så på Laboratorievej, hvor firmaet holder til.
”I forbindelse med at Jesper overtog firmaet, byggede vi nyt hus på Sletten, mens Jesper sammen med sin kone og børn overtog huset her,” fortæller Tonny Christensen, der fylder 63 til november, og derfor regner med at have et par år mere, inden han går på pension.
”Min kone er gået på efterløn, så jeg arbejder ikke så meget mere, som jeg har gjort, og en af fordelene ved ikke at bo her, hvor værkstedet er, er at jeg har fri når jeg tager hjem,” fortæller Tonny, som gerne tager et spil golf, når tiden er til det.
Med sammenlægningen af glarmester- og tømrervirksomheden udfører Glas Byg alle former for tømrer- og glarmesteropgaver.
”Jeg er uddannet tømrer og har mere end 15 års erfaring indenfor tømrerfaget og laver mange forskellige opgaver med alt fra tilbygninger, nybygninger og reparationer fra gulv til tag,” fortæller Jesper Juhl Storgaard.
Selv om Jesper ikke kan skrive glarmester på CV'et har han siden han var ganske ung hjulpet sin far med alle slags glarmesteropgaver og nyder godt af erfaringen fra sin far.
”Det er derfor også mig der vil tage mig af glarmesterdelen, når min far en dag vælger at stoppe, men så ansætter jeg en tømrersvend, fortæller Jesper, der i øjeblikket har en voksenlærling ansat.
”Vi vil gerne markere 40 års jubilæet og Jespers overtagelse af firmaet til et åbent hus arrangement for nye og gamle kunder fredag den 9. august fra klokken 14-17 hvor vi giver en øl eller vand og lidt mad,” slutter Tonny Christensen.