Skræmmer fordommene væk
Miniature fugleskræmsel skal gøre hverdagen lettere for psykisk syge
En lille nål med et motiv af et fugleskræmsel, skal være med til at skræmme angsten for mødet med en psykisk syg person væk.
- Symbolikken skal være ligesom fugleskræmslerne på markerne, dem er fuglene heller ikke bange for, siger Karin Garde, der er pensioneret overlæge på Sankt Hans Hospital og nuværende leder af museet samme sted.
- Når man bærer fugleskræmslet, så viser man at man ikke er farlig. Man skal huske på at blandt alle landets kriminelle, er det kun 0,4 procent, der har en psykisk lidelse.
Formålet med den lille nål er dobbelt. Ud over symbolikken skal indtægterne fra salget gå til en fond, der skal være med til at gøre hverdagen for psykisk syge der er indlagte eller i ambulant behandling lidt bedre.
- Da jeg selv var indlagt var der ikke meget, der kunne lyse lidt op i en mørk hverdag, og med de besparelser, der har været, er der overhovedet ikke noget, der lyser op i dag, siger Michael Franck. Han er initiativtager til nålen og den fond, der skal tjenes penge til.
- Derfor vil jeg gerne give de psykisk syge en mulighed for at søge penge til nogle fælles arrangementer. De er med til at gøre hverdagen lidt lysere.
Nu skal Michael Frank have nålene fremstillet og sat til salg for en 50'er stykket.
- Jeg håber, at vi er klar til Sindet Dag 10. oktober, siger han.
Michael Franck er i forvejen manden bag flere kulturelle arrangementer, der er foregået i kirken i Kurhuset på Sankt Hans Hospital.