Kan Greenpeace mon hjælpe os?
¿Storebror¿ København er tilsyneladende fløjtende ligeglad med protesterne fra ¿lillebror¿ Hvidovre, når det drejer sig om etableringen af en række vindmøller ¿på højde med Rundetårn¿ i Kalveboderne, lige ud for Hvidovres parkområde og havnen. Overborgmester Frank Jensen har ikke reageret på en invitation til en kajaktur i naturområdet, og uanset der er socialdemokrater på begge sider af grænsen, fortsætter København projekteringen uanfægtet. Det var helt anderledes da projektet med vindmøllerne var på tegnebordet til etablering i Øresund ud for Hellerup Havn. Her gav protesterne genlyd både på Københavns Rådhus og på Christiansborg, utvivlsomt fordi der netop i dette område bor mange af partispidserne fra de regerende partier. Jovist, - projektet blev skrottet i en fart. Løsningen har altså været at flytte gigantprojektet til Kalveboderne mellem Hvidovre og den opfyldte Amager Fælled. Fra Amager-kanten får man jo ingen protester - der bor ingen, og godt naboskab til Hvidovre er næppe et begreb man kender til blandt ledende politikerne i Københavns Borgerrepræsentation. Hvidovre får igen ødelagt uerstattelige naturværdier, så måske er den eneste udvej at kontakte ¿sabotagegruppen¿ fra Greenpeace?