Flere afgange på Køge Kommunes buslinjer
TRANSPORT: Fra søndag den 11. august ændrer trafikselskaberne køreplaner. Det betyder, at Køge Kommunes ønsker til forbedringer af bustrafikken nu kommer endnu flere til gode. Denne gang er det særligt området langs Nylandsvej i Køge Nord, Ejby, Campus Køge og Herfølge der får flere afgange.
Det bliver nemmere at komme rundt med bus i Køge Kommune fra på søndag, hvor Movias nye køreplaner træder i kraft. Vil du med bussen mellem Køge og området ved Nylandsvej, så kommer der nu endnu flere afgange på linje 120. Bussen kører hver halve time frem til klokken 20 på strækningen mellem Køge og Søparken. Om lørdagen kører den også hver halve time mellem kl. 10 og 16 i Køge Kommune – mod hidtil én gang i timen.
På Køges største buslinje – linje 101A, kommer der flere afgange til Campus Køge om formiddagen og tidsrummet, hvor der køres med 10 minutters drift, udvides til at starte kl. 6.25 på hverdage fra Hastrup.
Fra Ejby mod Køge kommer der én ekstra morgenafgang på hverdage med afgang kl. 5.54, så der er halvtimesdrift på linje 245 helt fra kl. 5.24.
Linjen mellem Køge, Ejby og Borup får desuden natkørsel alle nætter efter fredage og lørdage. Natkørslen betyder, at der også kommer tidligere afgange på linjen lørdag og søndag morgen.
På samme måde får linje 102A mellem Køge og Herfølge også en væsentlig forbedret natkørsel i weekender. Her betyder forbedringerne flere afgange lørdag og søndag aften, så der er halvtimes drift både aften og nat.
På linje 243 mellem Borup og Stubberup betyder ændring af køreplanen én ekstra afgang kl. 18.15 fra Borup samt at én eftermiddagsafgang flyttes.
For en enkelt linje betyder de nye køreplaner også en lidt ændret rute. Det gælder for linje 245, hvor linjen fremover ikke kører via Køge Torv, men i stedet via Blegdammen i begge retninger på turene mellem Køge Station og Ølby. Ændringen skyldes, at biltrafikken på gaderne op mod Torvet på mange tidspunkter er så stor, at bussen forsinkes.
Satser på forbedringer
Politikerne i Køge Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har tidligere på året vedtaget, hvilke forbedringer af bustrafikken der kan blive plads til på budgettet i år. Prioritering og udvælgelse af hvilke forbedringer, der kommer med i denne omgang, er sket i dialog med den lokale borger-busgruppe.
Normalt gennemføres større ændringer af køreplaner i december måned, men det har været et politisk ønske, at gennemføre forbedringerne hurtigst muligt. Det ønske har alle parter været opsat på at opfylde, herunder særligt trafikselskabet Movia og chaufførerne på linjerne.
- Vi kan se, at de steder vi gennemfører forbedringer, så kvitterer borgerne ved at køre mere med bussen Derfor er jeg særligt glad for at det er lykkedes at få gennemført de her forbedringer allerede nu, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Erling Larsen (A).
Antallet af passagerer, der benytter bussen i Køge Kommune, har i de seneste år været kraftigt stigende. Det giver flere billetindtægter som gør det muligt at udvide busdriften. Men ønskerne til forbedringer og flere afgange er naturligvis mange, og busdrift er dyrt, så ikke alt kan gennemføres her og nu.
- Vi har særlig stor fokus på den nordlige del af kommunen med Nylandsvej og Lille Skensveds busbetjening og på længere sigt de muligheder en ny Køge Nord Station giver for bustrafikken. Der er mange gode ønsker fra næsten alle by- og landområder og med forbedringer hvert år kan vi arbejde seriøst med alle forslag, fortsætter formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Erling Larsen (A).
I praksis er det Trafikselskabet Movia, der står for at gennemføre bustrafikken og de ændrede køreplaner.
På Movias hjemmeside www.moviatrafik.dk findes yderligere information og køreplaner for alle buslinjer.
pm