Sku' gammelt venskab
Spillemands-stævnet klarede flytningen til havnen i fin stil
'Sku' gammelt Venskab rent forgå..', lyder omkvædet til den kendte sang, der altid afsynges hånd i hånd ved afslutningen af Labours partikongresser.
Da en gruppe unge skotske kvinder greb violinen og startede på den, fald flere straks ind ved spillemands-stævnets afslutning, der i år var flyttet til Museumsøen ved Roskilde Havn.
Efter opslutningen og tilstrømningen at dømme, består det gamle venskab mellem spillemændene og Roskilde også efter flytningen fra Folkeparken, hvor det traditionelle 'busk-spil' plejer at foregå.
Poul Bjergager, der udover at være direktør for den nye nationalpark i 'Skjoldungelandet' også har vundet titlen som Nordens bedste spillemand på violin, bød velkommen til søndagens finale sammen med borgmester Joy Mogensen.
Han kunne berette, at i år er det traditionelle spillemandsstævne i Roskilde forenet med et rigsspillemandsstævne, hvor der konkurreres om titler.
I løbet af eftermiddagen fandt spillemænd sammen til 'busk-spil', selv om det foregik på havnen. Nogle var hurtigere til at finde den fælles tone end andre, men de så alle ud til at more og hygge sig sammen i solskinnet.
tk