Fortsæt til indhold

Ny personaleleder hos Roskilde Brandvæsen -Jeg skal få det bedste frem hos ambulance-folkene

Arkiv
Arkiv

- Jeg skal få det bedste frem hos ambulance-folkene, så de bliver stolte og glade over deres job.
Sådan formulerer den nye personalechef for ambulance-sektionen hos Roskilde Brandvæsen sin opgave.
Gitte Caroline Palm Lundved kan lyde som en hel sammebragt familie, men den 40-årige fra Ballerup glæder sig til at tage fat på arbejdet sammen med de over 100 ansatte, der arbejder med og i ambulancerne i Roskilde, Greve og Køge.
Hun er startet i sit nye job på beredskabsstationen ved Vindingevej fra 1. August og kommer fra et job som personaleleder hos Molslinjen, hvor hun havde med både matroser, styrmænd og andre grupper at gøre.
Privat bor hun i Ballerup, og det var en af grundene til at søge jobbet i Roskilde.
- På forhånd kender jeg ikke så meget til byen, bortset fra domkirken, som jeg da har besøgt, fortæller hun.
Beredskabschef Carsten Iversen forklarer, at hun skal tage sig af den personlige udvikling hos medarbejderne i ambulance-afdelingen, mens andre står for den rent faglige ledelse af denne store og vigtige aktivitet hos brandvæsenet.