Cykelløb spærrer gader
Post Danmark Rundt 2013 spurter gennem landet fra 31. juli til 4. august. Ribe er startby for 2. etape af løbet, der køres 1. august, og det vil påvirke trafikken i byen en hel del
Nogle gader og veje vil være spærret hele formiddagen, mens andre kun midlertidigt optages af den danske tour.
Kl. 11.40 starter præsentationen af feltet på pladsen ved Domkirken, der vil være lukket for almindelig trafik allerede tidligt på formiddagen. Også gaderne tæt på pladsen vil være påvirket af løbet. Kl. 12.40 sendes rytterne af sted på 2. etape og kører ud af byen via Overdammen og Mellemdammen, hvor der drejes til højre ad Sct. Nikolaj Gade, ind i rundkørslen og til højre ad Dagmarsgade, til højre ad Stenbogade, til venstre og ind på Torvet, hvorfra der køres ligeud ad Grydergade, Nygade og Sønderportsgade, hvor der drejes til venstre ad Stampemøllevej og til højre ad Haulundsvej, hvor den rigtige start går foran nr. 99 kl. 12.50. De nævnte gader vil være midlertidigt lukket for trafik, mens feltet passerer.
Undervejs på etapen til målbyen Sønderborg vil de veje, der støder op til ruten, være spærret kortvarigt, mens reklamekaravanen og ryttere passerer. Mere detaljeret information om afspærringer fås hos det lokale politi. En del busser får omlagt deres ruter på selve dagen. Få mere at vide hos det lokale trafikselskab. Post Danmark Rundt håber, at rigtig mange vil være med til at sende rytterne godt af sted. Gør brug af de offentlige transportmidler, ta' cyklen, eller kom til fods, da de trafikale forhold i Ribe ikke vil være som normalt.
Arrangørerne opfordrer desuden til, at hunde holdes i snor, og der holdes godt øje med mindre børn, når både reklamekaravanen, feltet og rytterbilerne suser forbi. Det gælder især de steder, hvor der ikke er sat barrierer op langs ruten. Vær opmærksom på, at reklamekortegen af sikkerhedsmæssige årsager kun kaster gaver ud til publikum, der står på højre side i kørselsretningen.
Læs mere om den danske tour, ruten og deltagerne på løbets hjemmeside www.postdanmarkrundt.dk, hvor der også er opdatering af udviklingen i løbet under de enkelte etaper. Under overskriften ”Ruten 2013”, vælg 2. etape, findes en tidstabel, der viser, hvornår reklamekaravanen og feltet ventes at køre gennem de mange byer på etapen.
Der er også information om løbet på Facebook, hvor man blot skal søge på Post Danmark Rundt.