Lutter 12-taller til køkkenelev
Køkkenelev Diana Kjærgaard fik tre 12-taller til sin svendeprøve
Diana Kjærgaard har netop bestået sin svendeprøve som ernæringsassistent ved Syddansk Erhvervsskole i Vejle. Det gik ikke så ringe, for Diana fik maksimumkarakteren 12 i både den skriftlige prøve, den mundtlige og i praksisprøven.
Som en integreret del af sin uddannelse har Diana Kjærgaard siden august 2010 været elev i køkkenet på Brandbjerg Højskole. Køkkencheferne på Brandbjerg Højskole fortæller, at de har været super glade for at have Diana som elev, og de var ikke spor overraskede over det imponerende eksamensresultat, som udløste en medalje.
Diana har også selv været rigtig glad for praktikpladsen på højskolen og fremhæver, at hun især er glad for at have fået lov til at arbejde meget selvstændigt.
Nu spejder hun efter et job, imens højskolen glæder sig over, at Diana er i køkkenet frem til august, så hun kan være med på holdet, der står bag sommerens korte kurser som salsa camp, bridge og familiekurser.