Badesandaler er yt på job
Mange virksomheder er stadig formelle, når det kommer til sommerpåklædningen
Når solen skinner og meteorologerne lover temperaturer over 20 grader kan det være fristende at tage t-shirt og shorts på på arbejde. Men langt fra alle arbejdspladser accepterer, at specielt mænd viser ben og tæer.
”Som udgangspunkt skal man som medarbejder signalere det udtryk, som den branche eller virksomhed, man arbejder i, ønsker at vise. Der er eksempelvis forskel på en salgsorganisation, en økonomiafdeling eller et reklamebureau,” siger Mette Lissau.
Hun er afdelingsleder i Vejle i det landsdækkende vikarbureau Adecco, der sender vikarer ud til kontorer, lagre og produktionsvirksomheder i hele trekantområdet. Hun oplever, at mange virksomheder stadig holder fast i en formel dresscode, selv om temperaturen signalerer shorts.
Repræsenterer firmaet
”Når medarbejderne har kundekontakt, skal han eller hun repræsentere virksomheden og se ordentlig ud i tøjet. Mænd skal bære lange bukser, strømper og sko,” siger Mette Lissau.
Skjorten må gerne være kortærmet, men tøjet må ikke signalere ”ladhed” eller strandtur.
”Kvinderne må gerne komme i nederdel eller shorts, når bare de ikke er for korte. De må gerne have bare ben, og sandaler er også i orden, når bare det ikke er noget, der ligner badesandaler,” siger Mette Lissau.
På produktionsvirksomheder eller på et lager er kravene lidt mindre strenge, og mændene må gerne komme i shorts - med mindre selve arbejdet kræver en speciel påklædning for at beskytte medarbejderen.
”Men badesandaler er stadig forbudte. De signalerer simpelthen for meget fritid. Et par kondisko eller lignende er bedre,” siger Mette Lissau.
Det siger de i byens butikker:
Ostejyden, Fredericia:
”Vores daglige påklædning er en sort kokkejakke og et par pæne bukser. Det må gerne være jeans, men de skal være pæne og uden huller. Vi skal i det hele taget have et præsentabelt udtryk: Håret skal være sat op, og tyggegummi er forbudt. Det er for koldt i butikken til at gå i sommertøj, men bliver det for varmt med kokkejakken, er det i orden at tage den af. Man skal så have en langærmet T-shirt på, og den skal være pæn og ensfarvet,” siger indehaver Bente Mechlenborg.
BR Legetøj, Fredericia:
”Vi har tøj fra kæden, der består af et par sorte bukser og en sweatshirt, en kort- eller langærmet poloskjorte og en T-shirt med vores logo. Om sommeren kan vi bruge egne korte bukser eller nederdel. Begge dele skal dog gå til knæet og som udgangspunkt være mørke. På en rigtig varm sommerdag slækker vi lidt kravet og accepterer lyse bukser eller nederdel. Både mænd og kvinder må have bare tæer i sandaler, men på lageret og når vi fylder op, kræver arbejdet med truck eller palleløfter mere sikre sko,” siger butikschef Jesper Pedersen.
Fredericia Bibliotek, Fredericia:
”Vi har ingen regler for påklædning. Medarbejderne må komme i det tøj, som de finder passende, og ind til nu har de udvist en dømmekraft, så det ikke har været nødvendigt at tage emnet op. Både mænd og kvinder må komme i bare tæer og badesandaler, når vejret er til det. Vi vil gerne signalere, at vi er et afslappet sted. Men selvfølgelig er der en grænse et sted,” siger bibliotekschef Jytte Bræmer.