Poul husker stadig piloterne
70 års-dagen for nedstyrtet bombefly i Hestehave markeret
Natten mellem den 24. og 25. juli 1943 blev et engelsk bombefly skudt ned af en tysk natjager over Als.
Flyet med syv besætningsmedlemmer og en last bestående af brand- og sprængbomber styrtede ned i en frugtplantage ved Hestehave omkring kl. 01.25, hvor lokale prøvede at redde besætning.
Frugtavler Jørgen Pedersen fik to af flyverne ud, inden flyets bombelast detonerede og dræbte resten af besætningen og en tysk underofficer, der stod tæt ved flyet.
Den dramatiske begivenhed har efterladt et evigt minde hos Poul Høst fra Sønderborg, der som dreng kom helt tæt på begivenhederne.
Støvletramp på sygehuset
“Det var dagen før min 14 års fødselsdag, og jeg var indlagt på Sønderborg Sygehus med blindtarmsbetændelse. De to piloter blev bragt ind på sygehuset, og kort efter hørte jeg de tyske soldater, der ankom for at holde vagt for de døende mænd. Der var støvletramp frem og tilbage på gangene,” fortæller Poul Høst.
“Da folk i byen hørte, at der var engelske piloter på sygehuset, kom de med blomster, men de måtte ikke komme ind på afdelingen for de tyske soldater. Men jeg var jo patient, så jeg måtte gerne. Jeg gik ud og hentede blomsterne, satte dem i krukker, og gik ind til flyverne med dem. De var begge meget medtaget. De var helt bundet ind i bandage, ligesom mumier. De kunne hverken tale eller høre. Der var ingen på sygehuset, der kunne hjælpe dem. De var dødsmærkede allerede, da de ankom. Sådan noget glemmer man aldrig,” fortæller Poul Høst, der ofte har været med til mindeceremonien i Hestehave.
Han kom første gang til stedet allerede kort efter han blev udskrevet.
“Da jeg blev udskrevet, tog jeg til Hestehave for at se flyet. Der lå stadig rester, men det var spredt ud over et stort område. Både fly og menneskerester.”
Husk dem
Torsdag blev 70 året for nedstyrtningen mindet, og lidt over 40 mennesker var mødt frem til ceremonien.
“Det er imponerende, hvor mange, der bruger en sommerdag på at hædre de faldne,” sagde major Henrik Dupont, der repræsenterede Hærens Sergentskole.
Han drog paralleler til nutidens udsendte danske soldater, og han roste de lokale borgere, der tappert forsøgte at redde besætningen ud af flyet.
“Det er vigtigt, at vi husker deres bedrifter, og at vi fortsat mødes for at minde disse tapre mænd.
Inden da havde seniorsergent Leif Larsen fortalt de mange fremmødte om begivenhederne på den dramatiske nat.
Der blev også lagt kranse fra Folk & Sikkerhed og Forsvarets Krigergravstilsyn. De mange fremmødte blev budt på kaffe efter ceremonien, hvor “Altid frejdig, når du går” blev sunget.